Organisationen Mark
Klik i sideoversigten ovenfor for at gå direkte til den information du søger.
BESTYRELSE
FORPERSON
Henrik Sell
NÆSTFORPERSON
Maria Stilund Sommer
MEDLEMMER
Martin Perregaard-Bitsch
Ronny Kristian Lilienvald
Kris Skriver
Børge Sørensen
Jens Peter Vandborg, valgt af Karensmindes Venner
Anna Louise Siggaard, medarbejderrepræsentant
VISION
Mark er det demokratiske mødested, der samler mennesker om vores kulturarv og skaber fællesskaber og handling for en regenerativ fremtid.
MISSION
Mark skaber bevægende museumsoplevelser, der åbner rum for samtaler, følelser og handling.
Vi inviterer til meningsfulde fællesskaber omkring landbrugs-, industri- og turismehistorien. Vi udforsker fortiden, forbinder den med nutidens udfordringer og muligheder for sammen at skabe en bæredygtig fremtid.
HISTORIEN BAG
Billund Kommunes Museer blev grundlagt i Grindsted i 1923 som en forening men overgik 1. april 1969 til at være en del af Grindsted Kommune. I 1972 fik museet status som statsanerkendt museum. I 1982 fusionerede Grindsted Museum med Vorbasse Museum.
I 2008 skiftede museet navn til Billund Museum i forbindelse med kommunesammenlægningen. I 2014 ændredes navnet til det nuværende navn Billund Kommunes Museer. I 2022 introduceredes brandet Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie.
Museumsgården Karensminde
I slutningen af 1980'erne opkøbte den daværende Grindsted Kommune den gamle enggård Karensminde på Morsbølvej. Gården blev en del af det lokalhistoriske museum og med stor hjælp fra den nystiftede frivillige forening, Karensmindes Venner, blev gården sat i stand og bragt tilbage til det udseende og den indretning den havde i 1930-erne. Det blev i 2017 besluttet at samle hele kommunens museale liv på Morsbølvej, hvor Museumsgården Karensminde i dag er museets signaturbygning.
Transformation
Fremtiden bygger på historien og fællesskaber.
Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie er midt i en stor forandringsproces, hvor vi gentænker os selv som museumsinstitution og måden at være museum - og være i verden på. Nysgerrighed på vores fælles kulturarv, gør museer unikke som kultur- og vidensinstitutioner. På Mark mener vi, at kultur handler om relationer - både til vores arv og til hinanden. Derfor forpligter vi os til at bringe historien i spil, gøre vores viden relevant og skabe demokratiske rum med plads til indsigt, flere perspektiver og refleksioner, der ruster os til at gribe den tid, vi lever i og være medskabere af vores fælles fremtid.
Mark-missionen er at skabe oplevelser, der bevæger og at engagere os selv og andre i meningsfulde fællesskaber og med mulighed for at skabe en bæredygtig fremtid. Dine oplevelser på Mark kan du omsætte til handling, fordi Mark giver dig og os lyst til at gøre en forskel i verden.
Det er ikke blot Mark, men også verden omkring os, der er i bevægelse. Mark varetager landbrugs-, industri- og turismehistorien og viser, hvordan menneskets samspil med naturen former vores liv, samfund og kultur. Vores ansvarsområder er uløseligt forbundet med naturen (vores mark) og bæredygtighed – både i klima- og miljømæssig, kulturel, social og økonomisk forstand, og det forpligter os til at tage ansvar for at drive vores egen virksomhed på bæredygtig vis.
Denne fortælling kalder på en regenerativ transformation - en ligeværdig relation mellem mennesket og naturen, hvor vi forsøger at give mere end vi tager og tilpasser os Jordens begrænsede vilkår. For at lykkes med denne kulturændring, kræver det samarbejde, skabelse af relationer og fællesskaber. På Mark bindes alle tråde sammen på tværs af tid, steder og mennesker, som både er relevant lokalt, nationalt og internationalt.
I 2024 cementerede vi denne retning ved at tilslutte os Det Grønne Charter for bæredygtig udvikling af danske museer. Og satte handling bag, fordi ord forpligter. I 2024 påbegyndte vi arbejdet med en ny udviklingsstrategi for fremtidens Mark-byggeri. Fokus flyttes til en bæredygtig og skalerbar byggeklodsmodel med ’State of the Art’ ambitioner. Arbejdet fortsætter i 2025.
Transformation sker ikke af sig selv og lykkes kun, hvis det forankres i os selv og i museumsinstitutionen. Det er en kulturændring, der kræver en ny måde at se og være i verden på - gennem regenerativ ledelse, strategi og praksis.
Carina Serritzlew. 2025.
Et dynamisk kompas - mission, vision og værdier
"Værdierne er ikke ord – de er vores måde at være i verden på"
Vision:
Mark er det demokratiske mødested, der samler mennesker om vores kulturarv og skaber fællesskaber og handling for en regenerativ fremtid
Mission:
Mark skaber bevægende museumsoplevelser, der åbner rum for samtaler, følelser og handling. Vi inviterer til meningsfulde fællesskaber omkring landbrugs-, industri- og turismehistorien. Vi udforsker fortiden, forbinder den med nutidens udfordringer og muligheder for sammen at skabe en bæredygtig fremtid.
Værdier:
• Mod – vi tør tænke nyt og udfordrer vaner og normer
• Passion – vi engagerer os helhjertet
• Integritet – vi står på faglighed og forankring
• Åbenhed – vi er åbne for nye perspektiver og samarbejder
Missionen og visionen er ikke ord på papir men aktive pejlemærker for, hvordan vi arbejder som organisation, med vores samarbejdspartnere og for vores engagement i det samfund og den verden, vi er del af.
Revidering af vision, mission og værdierne
På Mark har vi siden 2020 arbejdet med en tydelig vision og mission som kompas for vores faglige og organisatoriske udvikling. I 2024 reviderede vi igen både indholdet i vores vision, mission og værdier for at styrke sammenhængen mellem det, vi er, og det, vi vil være. Revisionen skete i fællesskab med hele personalet på det årlige og tilbagevendende arbejdsinternat.
Bæredygtighed som grundlag
Med den opdaterede udgave af vores arbejdsgrundlag er det blevet endnu tydeligere, at bæredygtighed ikke er et sideløbende tema men et grundlag for alt, hvad vi gør. Og dermed også en grundsten i museets bidrag til både vores lokalområde og de globale udfordringer, vi oplever.
Visionsbolden som værktøj
Vision og mission fungerer i dag som ramme og retning for nye initiativer og samarbejder. Sammen med vores værdier danner de tilsammen fundamentet for visionsbolden - et redskab vi bruger i hverdagens beslutninger og i udviklingsarbejdet. Vi vurderer om initiativer giver mening i forhold til vores samfundsrolle som museum, og om det fremmer relationer, fællesskab, håb og handlekraft.
Arbejdet skal understøtte regenerativ udvikling – socialt, kulturelt, miljømæssigt og organisatorisk.
"Vores værdier omsættes til handling i alle beslutninger"
Vores nye vej frem
Mark‑Værk: Modulært, samskabende og regenerativt byggeri
Fra masterplan til Mark‑Værk
Vi har ændret kurs. I stedet for ét stort samlet byggeri skaber vi fremtidens Mark skridt for skridt – gennem modulære, fleksible og samskabende bygge‑ og udviklingsprojekter. Det gør os mere robuste og tættere forankret i vores sted og fællesskaber.
Hvorfor den ændrede kurs
Museets udviklingsstrategi siden 2020 har haft fokus på et nyt museumsbyggeri for at imødekomme behovet for at skabe mere museum og plads til at løfte vores arbejde med vores faglige ansvarsområder landbrug-, industri- og turismehistorie. I takt med udrulning af vores bæredygtige udviklingsstrategi (se lederen) samt ændrede politiske ambitioner og en ny økonomisk ramme i forhold til museumsbyggeriet, har Mark foretaget et strategisk skifte. I stedet for at bygge ét nyt museum på én gang, opbygger vi nu fremtidens museum gennem en række delprojekter og prøvehandlinger, der er forankret i sted, relationer og formål.
Et levende museumsbyggeri
Denne tilgang kalder vi Mark-Værk. Mark-Værk er en modulær og fleksibel byggestrategi, hvor hvert projekt er både en byggesten og en læringshandling. Det er en måde at afprøve, lære og justere undervejs. Det skaber en museumsudvikling, der er mere robust, inddragende, bæredygtig og langsigtet med lokale fællesskaber og faglig forankring som byggesten. Fremtidens museumsbyggeri er altså ikke én masterplan, men er et netværk af meningsfulde handlinger og langsigtet bæredygtig udvikling. Og enhver fysisk byggeklods skal være bæredygtig i mere end en forstand drevet af ambitionen om være State of the Art regenerative museumsbyggeri. Ambitionen omfatter recirkulært byggeri og –materialer samt vand- og energioptimering, og et museum der altid er tæt integreret med det omkringliggende økosystem og kulturlandskab, hvilket fremmer en harmonisk sameksistens mellem bygninger, den eksisterende bygningsmasse og naturen.
Mark‑Værk i praksis
Vi bygger fremtiden i moduler. Mark‑Værk er en fleksibel strategi, der vokser i takt med stedets behov, relationer og ressourcer. Samtidig er museumsbyggerierne fortsat demokratiske mødesteder, der engagerer museums brugerne omkring den regenerative transformation af vores liv og verdenen i nye bæredygtige fællesskaber. Arbejdet skal fortsat understøttes af en succesfuld fondsstrategi og tværfaglige og strategiske partnerskaber med mening. Og gennem partnerskaber med lokalsamfundet og andre institutioner vil vi fremme en kultur af samarbejde og fælles ansvar, hvor alle kan bidrage til og lære af vores fælles rejse mod en bedre fremtid.
Arbejdet med Mark-Værk strategien fortsætter i 2025.
Fra funktion til forbindelse
Om menneskets forhold til naturen og behovet for et nyt paradigme
Mennesket og naturens samspil
Menneskets forhold til naturen har formet vores omgivelser og kultur gennem historien. Det landskab, vi står i, bærer spor af udnyttelse men også levn fra praksisser, hvor mennesket har levet i sameksistens med naturens cyklusser.
Aftryk i jord, krop og samfund
Fortællingerne inden for landbrug, industri og turisme i vores område viser, hvordan menneskelige aktiviteter har sat dybe aftryk – på jorden, i kroppen og i samfundet. Samtidens udfordringer udspringer af en tankegang, hvor naturen blev reduceret til ressource, og mennesket til funktion.
Et nødvendigt skifte i verdenssyn
I dag er vi vidner til konsekvenserne af en tankegang, hvor naturen blev betragtet som noget adskilt fra os – noget, vi kunne kontrollere, måle og forbruge. Vi står derfor midt i en transformation. En voksende bevidsthed om bæredygtighed og regenerativ udvikling kalder på et skifte, ikke kun i praksis, men i verdenssyn. Det handler ikke bare om at gøre mindre skade men om at hele, genskabe og skabe forbindelser. Naturen er ikke noget, vi kontrollerer, vi er selv en del af den.
Regenerativ praksis starter i det nære
Denne tilgang begynder i det nære. Når vi er forbundet med os selv, er vi mere i stand til at føle empati, skabe trivsel og handlekraft. Når vi arbejder i rytme med naturens cyklus og ikke imod, øges både samarbejde og omsorg. Vi organiserer os ikke som maskiner men som økosystemer. Vi handler i takt med naturens rytme og lader f.eks. marken ligge brak, når det er nødvendigt.
Regenerativ praksis som livsprincip
Som museum og samfundsaktør er det vores opgave at gøre denne erkendelse konkret. Vi skaber rammer for regenerativ udvikling, hvor historie og nutid mødes i refleksion og handling for fremtiden. Vi arbejder med lokalsamfund, fordi globale problemer kræver stedbundne svar. Vi formidler fortidens erfaringer, så vi sammen kan skabe nye måder at leve, lede og lære på med tanke for både mennesker og omgivelser. Regenerativ praksis er en måde at være til stede i verden på. Et livgivende princip. En bevidsthed om, at alt, hvad vi gør, sætter ringe i vandet. Også som museum.
Strategiske spor mod regenerativ fremtid
Den regenerative tilgang bliver først virkelig, når den omsættes til konkret praksis. Det er her, vores strategi begynder.
Fra princip til praksis
Vi har sat en klar retning – og en klar ramme. Nu handler det om at omsætte idé til handling, og ord til struktur. Det gør vi gennem organisering, samarbejde og flerbundlinjetænkning.
På Mark arbejder vi med bæredygtighed som en levende forbundet kultur og integreret strategi. Vores tilgang bygger på regenerative principper og udspringer af en erkendelse af, at alt liv er del af et større, gensidigt afhængigt hele.
Som en del af Charteret for Grøn Omstilling har vi forpligtet os til at arbejde systematisk og målbart med bæredygtighed i hele vores organisation.
“Vi organiserer os ikke som maskiner, men som økosystemer”.
– derfor bygger vi vores strategi på levende principper.
- Læs mere i Bæredygtighedsstrategien (2025), som understøtter vores vision og mission og fungerer som et aktivt arbejdsredskab i hele organisationen.
ESG som rettesnor – tre praksisnære spor
Vi arbejder med ESG-rammen som rettesnor – Environment, Social og Governance – og har omsat den til tre praksisnære hovedspor:
- Footprint: Reduktion af miljømæssigt aftryk – CO₂, energi, affald, arealanvendelse
- Handprint: Positiv effekt gennem formidling, fællesskab og klimahandling, der efterlader gæster og samarbejdspartnere med refleksion, erkendelse, håb og lyst til at handle.
- Heartprint: Organisatorisk trivsel, arbejdskultur, samarbejde og psykologisk tryghed – hvordan vi ønsker, at andre skal mødes og inddrages
Organisering og flerbundlinjetænkning
Ledelsen har styrket arbejdet gennem organisationsudvikling, projektuddannelser og strukturer for samskabelse. Projekter vurderes ikke alene på fagligt indhold men på evnen til at fremme flere bundlinjer: Økonomisk, socialt, kulturelt og miljømæssigt.
Fra strategi til konkret handling
Vi skaber ikke strategier for strategiens skyld. Vi skaber rammer, hvor fortid og fremtid kan mødes i konkrete handlinger, der styrker natur, mennesker og samfund.
Bæredygtighed i drift og beslutninger
Vores bæredygtige strategi afspejler sig i den måde, vi arbejder på – i daglig drift såvel som i udviklingsarbejde. Gennem et tæt samarbejde mellem ledelse, medarbejdere og støtteforening har vi kortlagt vores miljøpåvirkning og omsat det til konkrete handlinger.
Siden 2023 har et arbejdende udvalg igangsat en række initiativer med fokus på affaldssortering, energioptimering, transportvaner og leverandørkæder. Resultaterne er indarbejdet i en intern handlingsplan, der opdateres løbende og skaber et fælles ejerskab til museets grønne omstilling.
Vi prioriterer efteruddannelse og fælles læring som en integreret del af omstillingen. Medarbejderinternater og kurser inden for regenerativ praksis og bæredygtig udvikling har styrket den fælles forståelse og givet konkrete redskaber til hverdagen. Det skaber synergi mellem det, vi formidler, og det, vi gør.
Regnskab, resultater og retning
- Årsværk: 11,6
- Støtteforening: 400+
- Omsætning: 8.437.053 dkr.
- Puljer - fonde 2020.2024: 22 mio. kr / 20 projekter
- 1 museumsmatrikel med museum og 25,5 ha kulturlandskab
- Museumsbrugere: 22.154
- Tilsluttet ODMs charter for grøn omstilling
- Besøgsvarighed 3 timer
- 8 udstillinger
- Nyhedsbrev: kvartalvis
- www: 18.613
- 1 fagpublikation og 1 Designpris
- Tilfredshed NPS 64 Google/Tripadvisor:
- SoMe: Nye følgere 183
- Mobilt museum MarkMobilen
Regnskab 2024
Museets regnskab er i 2024 sammensat af et ordinært driftsregnskab, som fortæller om økonomien i den daglige drift og et anlægs- og udviklingsregnskab. Summen af disse aktiviteter er en omsætning på dkr. 8.437.053.
Driftsregnskabet
Omsætningen i driftsregnskabet udgør dkr. 7.279.169, inkl. fondsbevillinger. Årets resultat er på dkr. 709.461. Det skal dog tages med det forbehold, at størstedelen af resultatet er del af restfinansiering af det 2. projektår for det 2-årige udviklingsprojekt MarkMobilen, støttet af Ole Kirks Fond. Dette projekt er således opstartet i 2024 og færdiggøres i 2026.
Anlægsbudget
Museet fik i 2024 bevilliget dkr. 1.157.884 fra Billund Kommunes Anlægsbudget. Bevillingen svarer til den samlede omsætning i årets anlægs- og udviklingsregnskab. Tildelte anlægsmidler 2024 er sidste del af flere efterfølgende anlægsbevillinger, der har finansieret en ny magasinløsning med magasinflytning af museets samling til Vejle Fællesmagasin, udvikling af fremtidigt museumsprojekt samt ny kontorbygning (sidstnævnt påbegyndt i 2024 og realiseret i 2025).
Ved budgetforlig 2025, vedtaget i efteråret 2024, blev det besluttet, at kommunen ikke allokerer yderligere udviklingsmidler til museets ønske og behov for et nyt museumsbyggeri, men at Kommunalbestyrelsen fortsat ønsker at understøtte den stærke udvikling af museet som statsanerkendt museum. Museets ønske og behov for en udbygning af museet er intakt, og derfor skal færdiggørelsen og finansieringen af planerne gentænkes; se afsnittet ’Vores nye vej frem - Mark-Værk’.
Hovedkonklusioner
Ekstraordinær støtte fra Billund Kommune
Billund Kommune har i perioden 2018 til og med 2024 frigivet ekstraordinære midler til kritiske opgaver som magasinflytning, flytning og nye kontorfaciliteter. Museets strategi for professionalisering har ført til en tilfredsstillende kvalitetsvurdering fra Slots- og Kulturstyrelsen i 2023 – understøttet af målrettet fundraising og stor opbakning fra medarbejdere, bestyrelse, støtteforening og samarbejdspartnere.
Vækst i kapacitet og eksterne midler
Gennem succesfuld ekstern finansiering er det lykkedes at øge museets indtægter og udvide både aktiviteter og antal årsværk – fra 9,7 i 2023 til 11,6 i 2024. Projekterne understøtter museets strategiske spor og er tænkt som en integreret del af fremtidens Mark.
Økonomiske udfordringer og behov for ny model
Fondsbevillinger udgør en relativ stor andel af museets driftsbudget. Det understreger et fremtidigt behov for en bæredygtig finansieringsmodel, der sikrer museet tilstrækkelige ressourcer for at kunne honorere de lovmæssige krav i museumsloven og som statsanerkendt museum.
Mark‑Værk som fremtidig ramme
Budgetforliget for 2025 har sat retningen for en modulær udviklingsstrategi. ’Mark-Værk’ skal på sigt sikre museets fysiske og faglige kapacitet til at varetage sin rolle – nu og fremover.
Delkonklusioner ‑ nedslag
Fortsat stærk fondsstrategi
Museet arbejder målrettet med en tostrenget fondsstrategi:
• Spor 1 fokuserer på visionære kvalitetsprojekter, der styrker fondenes kendskab til museet og op- bygger strategiske relationer. Siden 2020 har museet været involveret i 20 projekter med samlet omsætning på ca. 22 mio. kr.
• Spor 2 bygger på resultater fra spor 1 og handler om at sikre funding til Mark-Værk og fremtidige udstillinger og byggerier i både lille og stor skala.
Kapacitetsgrænser og egenindtjening
I de kommende år satses der fortsat på fondsfinansierede projekter samtidig med, at der udvikles en ny forretningsmodel.
Entréindtægterne i 2024 steg med 35 % sammenlignet med 2023. Det skyldes en 11 % stigning i besøgstal og flere betalende gæster. Mange genbesøgende har årskort via støtteforeningen, som i 2024 igen gav 20 kr. i kompensation pr. kort.
Museets udstillingsareal er begrænset til 300 m² plus udearealer. De manglende fysiske rammer udfordrer muligheden for markant at øge aktiviteter og dermed indtjeningen. Endelig har museet en opmærksomhed på, at museet aktuelt ikke råder over alle indtægter fra aktiviteter på Mark.
Den nye museumsreform, som trådte i kraft d. 1. januar 2025 nødvendiggør et øget fokus på øget egenindtjening og besøgstal fremadrettet, særligt blandt børn og unge. Det matcher museets egne ambitioner, men det forudsætter flere kvadratmeter til aktiviteter og en økonomi, der sikrer de nødvendige ressourcer til drift og fortsat udvikling.
Ledelsesindsatser i 2024
• Regenerativ transformation – strategi og handling
• Mark-Værk modulær-byggeklodsmodel
• Strategiske partnerskaber og alliancer samt fortsat fundraising
Ledelsesmæssige indsatser 2025
• Regenerativ transformation: Implementering af museets nye Strategi for Bæredygtig og Regenerativ Udvikling (2025).
• Organisationsudvikling: Nye projektstrukturer, kompetenceudvikling og medarbejderinvolvering.
• Bæredygtige bundlinjer: Alle nye projekter skal bidrage til mindst to af bundlinjerne – økonomisk, kulturel, social og miljømæssig.
Samlet set viser ledelsesrapporten og regnskabet for 2024, at museet står på et stærkt og udviklende fundament, der er lykkedes gennem succesfuld funding de sidste 5 år. De kommende år fortsætter dette udviklingsarbejde. Samtidig vil museets ledelse arbejde videre på at sikre en forretningsmodel med en mere robust basisøkonomi og øget statslige tilskud over tid.
Sikkert er det, at den fortsatte udvikling bæres af en klar strategi, dygtige medarbejdere, stærke partnerskaber og en dedikeret bestyrelse – og bliver det bæredygtige fundament for næste fase i museets transformation.
Professionaliseringen
Professionalisering af bestyrelsesarbejdet
Som led i museets professionalisering blev der med ikrafttrædelsen af nye vedtægter pr. 1. januar 2022 nedsat en professionel bestyrelse, som blev konstitueret den 1. september 2022. Bestyrelsen består af:
- Henrik Dam Kristensen (formand), tidligere formand for Folketinget
- Henrik Sell (næstformand), rådgiver og tidligere vicedirektør for Naturhistorisk Museum
- Leif Vestergaard Pedersen, formand for Det Etiske Råd
- Martin Perregaard-Bitch, direktør for Destination Trekantområdet
- Jens Peter Vandborg, formand for Støtteforeningen Karensminde
- Anna Louise Siggaard, museumsinspektør og valgt medarbejderrepræsentant
I 2024 har bestyrelsen afholdt fire møder. Arbejdet har særligt været fokuseret på:
- Budgetforliget 2025 og udviklingen af et flerårigt anlægs- ønske med henblik på realisering af ambitionen om nyt museumsbyggeri.
- Den kommende museumsreform, der træder i kraft 1. januar 2025, med særlig fokus på museets positionering ift. variable tilskud, egenindtjening og besøgstal.
- At sikre en bæredygtig økonomisk udvikling og forankring af den strategiske retning.
Projekter, formidling og Fællesskaber
Tværfaglige projekter
Gentænk Kulturturismen
Museet deltog i tredje og sidste år af projektet Gentænk Kulturturismen – et samarbejde på tværs af institutioner og museer i Destination Trekantområdet, støttet af Erhvervsstyrelsen (2,5 mio. kr.). Partnerne inkluderer Visit Vejle, Designskolen Kolding, Nationalmuseet, Kolding Museum og Fredericia Museerne. Projektet har bl.a. resulteret i gæstedelingsanalyse fra Epinion og udvikling af “det objekt” i samarbejde med Futu.
Dus med Destinationen
På baggrund af analysens konklusioner om betydningen af frontpersonale, blev eventen ’Dus med Destinationen’ gentaget i 2024 som orientering og oplæring for medarbejdere på hoteller og attraktioner.
Lydfortællinger ‑ Storyhunts
3 x storyhunts
I projektet udviklede vi i 2024 tre nye lydfortællinger.
• Det Planlagte Liv og Smag på historien kan opleves af museets brugere på museumsmatriklen. Det Planlagte Liv tager museumsbrugerne med ud i kulturlandskabet og fortæller om, hvordan vi gennem tiden med milimeterpræcision og nye opfindelser har forandret landskabet.
• Smag På Historien tager dig med på en sanseoplevelse, hvor madens historie og betydning på Museumsgården Karensminde kommer i fokus.
• Den sidste storyhunt hedder Kan Tro Flytte Bjerge og foregår i Billund by, hvor byggeklodserne blev lagt med LEGO virksomheden i 1930’erne.
Samskabte samlinger, nov. 2023‑dec. 2024
Bæredygtige samlinger med unge
I efteråret 2023 fik museet tilskud til projektet Samskabte Samlinger gennem puljen Bæredygtige Museer under Slots- og Kulturstyrelsen. Det er et tværmusealt projektsamarbejde med Immigrantmuseet, Furesø Museer og Konserveringscenter Vejle. Projektet udfolder og udfordrer det klassiske samlingsbegreb gennem nytænkende indsamlingsmetoder, hvor museet samskaber med borgere om at vurdere betydningen af samlingerne. Museerne sætter rammen for nye fællesskaber om vores arv, som er både kulturel, social, økonomisk og miljømæssigt bæredygtig.
Projektet blev til i tæt samarbejde med elever og kursister fra Grindsted Privatskole, Grindsted Gymnasium, Grindsted Landbrugsskole og Give-Grindsted Uddannelsescenter. Gennem 11 afholdte workshops, hjalp de museet med at udvikle en ny oplevelsesbaseret og inkluderende indsamlingsmetode om lokalt landbrug, ungdomsliv og migration. Som udløber af projektet, udkommer en artikel i Magasinet Museum til juni 2025 og en metodehåndbog på museets egen hjemmeside.
Internationale og regionale og kommunale samarbejder
Hope & Despair (2023‑2026)
Projektet nytænker bæredygtig turisme i grænseregionen med fokus på 2. Verdenskrig og formidlingen af denne og andre tabuiserede aspekter af vores fælles historie. Formidlingen perspektiveres ind i nutidige begivenheder og engagerer nye målgrupper. Projektet startede i april 2023 og løber frem til 2026. Støttet af EU/Interreg.
Liv i Plantagen (2023‑2024)
Projektet Liv i Plantagen skaber en unik rejse på tværs af tid, landskaber og mennesker, Hvor kombination af at bevæge sig fysisk og lydformidling inviterer til refleksion og interaktion med plantagen. Projektet åbner også for, at museet kan anvende området til at skabe og tilbyde attraktive forløb til flere målgrupper, som f.eks. skoler, inden for det rekreative område. Projektet er støttet af Region Syddanmark med opstart i efteråret 2023 og afsluttes i 2024.
FGU samarbejde i forbindelse med julemarkedet, 7.‑8. december
Sammen med museets støtteforening Karensmindes Venner afholdt vi vores traditionsrige julemarked. I år arbejdede vi tæt sammen med FGU Grindsted, hvis elever og lærere hjalp med alt fra billetsalg, brugerundersøgelser, oppyntning, salg, markedsføring og helt nye kreative idéer.
Nye undervisnings‑ og kulturprojekter
MarkMobilen (2024‑2026)
Er et kreativt og uformelt rullende læringsrum, der styrker elevernes historiske bevidsthed og identitet. I 2024 har museet afholdt samskabelsesworkshops med elever og håndværkere, og arbejdet med at skabe og etablere konceptet ”MarkMobilen” er i fuld gang. Projektet løber fra 2024-2026 og er støttet af Ole Kirks Fond.
Kulturskabere (2023‑2024)
Projektet Kulturskabere er et pilotprojekt, hvor vi undersøger det store potentiale, der ligger i at samskabe med de unge fra erhvervsuddannelser. Formålet er at udvikle formidling og undervisning til udskolingen i samarbejde med unge ved erhvervsuddannelser ved brug af samskabelse og relationsskabende metoder. Projektet øgede stoltheden ved håndværksfaget blandt unge på erhvervsskolen og fremmede interessen for håndværksuddannelser blandt 6. klasses elever. Resultaterne kan anvendes af andre museer, udstillingssteder og kulturaktører. Projektet løb fra oktober 2023 til oktober 2024 og var støttet af Kulturpuljen i Kultursamarbejdet Trekantområdet.
Klimarødder (2023‑2024)
I 2023 startede museet sammen med Billund Kommunes Klimasekretariat på klimarødder-projektet. Målet var at inddrage lokale unge i udviklingen af en ny Klimaudstilling i 2024. Museet stod for koncept- og procesfacilitering og kuraterede sammen med de unge vandreudstillingen Klimarødder, der lanceredes i sommeren 2024 på Mark.
2024 og museumsbrugerne
Vi ønsker at være et demokratisk mødested med vedkommende og aktuelle museumsoplevelser og med projekter med høj grad af involvering, samskabelse, ligeværdige samtaler og produktion. Og dét uanset om det er skoletjeneste og undervisningsforløb eller kuratering af udstillinger, oplevelser, levendegørelse, udviklings‑ og samlingsarbejde. Vi ønsker samtidig at udvikle og professionalisere aktiviteterne hvilket bl.a. levendegørelse af sommeraktiviteter er et godt eksempel på. Dels styrke dem ved at samle dem til færre men stærkere events med aktiviteter og dels ved at skabe flere tilbud til flere forskellige museumsbrugere.
Udstillinger og formidlingsaktiviteter (nye):
AKTIVE STEMMER – nyt kurateret udstillingsrum (2024 ‑)
På Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie vil vi gerne skabe ting sammen med vores gæster. Vores formidling skal bevæge dem - bevæge deres sind og deres hjerter. Og når vi gør det, skaber det en masse energi. Den må vi ikke efterlade hos gæsterne selv. Deres tanker og følelser har brug for at komme ud og blive grebet. Det kan vi på flere måder. Vi har derfor skabt et udstillingsrum, hvor vores gæsters perspektiver kan tegnes, skrives og sprayes ud. På billeder af fabrikker har vi givet museet fri til gæsternes energi, så de kan processere deres museumsoplevelse i samskabelse med museet og med alle de andre museumsgæster. Det er tanker og følelser omkring klima- og bæredygtighed - med et historisk udgangspunkt.
Åbning af historisk legeplads ‑ Karensminde, 22. marts, 2024
I påsken 2024 åbnede museet sin nye legeplads med fest og farver. Legepladsen er samskabt med elever fra Grindsted Privatskole og Støtteforeningen Karensmindes Venner – fra idéudvikling til skilteproduktion, markedsføring og åbningsfest. Legepladsen blev bygget på fastlagte værdier om bæredygtige materialevalg, generationsmøde og lokal forankring. Dertil kommer arbejdet med en kulturhistorisk krog, blandt andet illustreret gennem legepladsens forskellige vippedyr. Til åbning var der 400 skolebørn i alle aldre og klasser fra indskoling og mellemtrin fra kommunens skoler. Projektet blev til med støtte fra Støtteforeningen Karensmindes Venner og en række lokale fonde og sponsorer.
’Genhør Grindsted Station’ d. 14. juni – 31. oktober 2024
Udstilling og lydværket ’Genhør Grindsted Station’ er en ny bevægende museumsoplevelse på vores Mark og Grindsted Station skabt i tæt samarbejde mellem GENHØR, seje unge frivillige i Unge- og Kulturhuset i Grindsted og Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie. ’Genhør Grindsted Station’ er et nyt kunstnerisk og historisk lydværk, der fortolker fortidens lydmiljø på og omkring den gamle togstation i Grindsted, hvor det første tog kørte til perronen i 1914 - og selve stationsbygningen, der blev indviet i 1916. Lydværket er komponeret af musikerne Mark Ibsgaard Gregersen og Thomas Eg Matthiesen, som tager os tilbage til dengang Grindsted, var i vild udvikling, og Grindsted Station senere blev jernbaneknudepunkt med hele 6 jernbanespor. Værket blev en del af en musealt kurateret scenografi fra en svunden tid, hvor stationsbygningen var fyldt med togrejsende. Projektet er realiseret med støtte fra Billund Kommunes ’Udviklingsstrategi for Grindsted Bymidte – Viljen til at handle’, Den Jyske Sparekasses Støttefond og Kulturvirket.
Klimarødder, åbning den 25. juni på Mark
I 2024 åbnede vi en bæredygtig udstilling kaldet Klimarødder. Udstillingen er en kobling mellem danmarkshistorien og mellem Billund Kommunes klimaplan. Den viser 400 år med fokus på klima og bæredygtighed og skaber viden og forståelse om, hvorfor vi i dag står på den brændende platform. Samtidig præsenterer den løsninger - men vi skal gøre det sammen. Vi kan ikke forandre verden selv. Derfor bygger vi, og skaber vi Klimarødder sammen. Der skal være plads til håbet - og der skal være nok af det! Det er i øvrigt også på den måde, vi har skabt Klimarødder sammen med 200 børn og unge. Klimarødder er et sort træ i pap, hvor museumsbrugerne bygger, skaber, skriver håb og hænger det på træet. Efter den har været et stykke tid på Mark vandrer den rundt på alle skoler i kommunen, biblioteker, ungdomshuse - you name it. Når Klimarødder vandrer rundt, så vokser den og bliver større, gror og spirer med håb, fordi hvert sted bidrager med deres konkrete klimahandlinger, som de så hænger på træet.
Forvandlingsrummet (2024 ‑)
Udstillingen inviterer museumsbrugere til at blive en del af fortællingerne på gården. Gæsterne kan tage autentisk tøj på og blive en del af museets formidling, få taget årets familiefoto og sammen opleve glæden ved at være aktive deltagere i den historiske formidling.
Mad (uge 42, 2024)
Med indlån fra Vejlemuseernes udstilling af samme navn, blev Marks nykurateret Mad-udstilling en del af efterårsferiens tema ”Smag”. Udstillingen satte fokus på fødevarer, smag og bæredygtighed.
Build The Change (2024 ‑)
Mark og LEGO Group har i et Build The Change-samarbejde forpligtet sig til at give børn en stemme ved at bruge deres kreativitet til at løse virkelige udfordringer med LEGO. Gennem workshops sammen med kunstneren Signe Klejs, der bragte en AI-dimension til børnenes kreativitet og byggerier. Deres mission blev ført tilbage i vores historie med fabrikken Grindstedværket. Fabrikken forårsagede omfattende forurening, hvor nedsivning og dumpning førte til forurening af sjæl og grund- og overfladevand. Derfor gav vi børnene missionen: Byg en løsning, der kan rense vandet. Eller byg løsninger til, hvordan fisk og andre dyr kan overleve, selv om vandet er forurenet. Deres håb og ideer til en bedre fremtid var så inspirerende, og processen med at blive hørt var så meningsfuld. Vi udstiller alle deres builds på museet, som alle kan se, og alle museumsbrugere i vores Build-the-change udstillingsrum kan bidrage.
Playful og sammen bygger vi legepladser i hele Billund Kommune
Mark samskabte i 2024 endnu to legepladser. En med borgere i Vorbasse med fokus på Vorbasse Marked og gøgleri og en i Grindsted med fokus på andelsbevægelsen. Begge legepladser er samskabt med kommunens legepladsinspektører og landskabsarkitekter samt borgere lige fra dagpleje til seniorer. Borgerne er en del af hele processen fra ideudvikling og frem til at sidde med i bedømmelsesudvalget.
Det lyder sært, men vi vil gerne bygge legepladser ud fra værdier og identiteter med rod i historien. På den måde bygger vi helt særligt, og legepladsen bliver også helt særligt lokalt forankret - og vi gør det selvfølgelig i samskabelse med borgerne. Og det giver virkelig mening, når dagplejerne nu melder, at de vil danne deres egen lille andelsbevægelse med de æbletræer, der er en del af designet. De hedder andelsæbler. Dagplejerne vil nu danne nye fællesskaber med æblerne som omdrejningspunkt - de vil moste, mose, smage og meget mere.
Skoletjenesten 2024
Vores projekter Vi har gjort flere indsatser for at fortælle lærerne om vores skoleforløb. F.eks. har vi været på besøg på alle skoler for at uddele materiale om alle vores forløb, ligesom vi har været i løbende dialog med skolele- derne i Billund Kommune for at opbygge et generelt kendskab til os.
Flere adoptivklasser
I 2024 har vi haft stor succes med adoptionsklasseforløb med Grindsted Privatskole. Vi har lavet forløb med både indskoling, mellemtrin og udskoling. Samarbejdet har fungeret godt også med test og samskabelse af nye projekter, hvor eleverne er med til at kvalificere disse, inden de færdigudvikles. I 2024 har museet adopteret en ny 3. klasse fra den kommunale Billundskolen.
MarkMobilen og Samskabte Samlinger
En række af de faglige projekter er realiseret i samarbejde med skoler og forankres i nye skoletilbud. Projekterne MarkMobilen er rettet mod mellemtrin i grundskoler og Samskabte Samlinger både sprogskolen og Landbrugsskolen i Billund og Grindsted. Se afsnit Projekter, formidling og fællesskaber.
Education Esbjerg & Mark
Er et nyt uddannelsespartnerskab. Education Esbjerg har sammen med Mark og andre museer og kulturinstitutioner bidraget til at skabe nye veje til trivsel for studerende i Esbjerg gennem projektet Education Esbjerg. I 2024 blev der afholdt flere ture til Billund i samarbejde med Lego, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet i 2025.
Klimahandledag
Den 20. september arrangerede museet, med støtte fra Ungeklimafonden og Bloomberg Philanthropies, Klimadag 2024 for ca. 100 elever fra Grindsted Gymnasium og Erhvervsskole. Dagen bød på mange forskellige aktiviteter, der satte tanker og følelser i spil omkring klimaforandringer.
Hope and Despair som skoleforløb
Dette projekt nytænker bæredygtig turisme i grænseregionen med fokus på 2. Verdenskrig. Sammen med partnere skaber museet blandt andet skoleforløb på tværs af grænsen og engagerer nye målgrupper i fortællingerne om 2. Verdenskrig. Projektet, der startede i april 2023, løber frem til 2026 og er støttet af EU/ Interreg.
Skoleforløb ‑ Den Grønne Læseplan
Særligt forløbene fra Den grønne læseplan: ’Husdyrbingo’ og ’Dyrk lige landbruget’ er blevet booket. I 2024 deltog 13 klasser i alt. Besøgene har hver gang resulteret i glade børn med røde kinder med masser af ny viden om dyr og mark.
Julekalenderforløb
Vores julekalenderforløb, Kommunens (måske) største julekalender, med temaet ’Tidsrejse gennem traditionerne’ havde i 2024 besøg fra 2 skoler med to klasser pr. gang fra hhv. Vestre Skole og Lyhne Friskole. Via Facebook og hjemmeside bragte vi julekalenderen hjem til folk med foto af og en tekst om, hvad der gemte sig bag lågerne. På denne måde fik vi fortalt vores brugere om blandt andet julekalenderens historie, gamle julemadstraditioner, julelys og juleklip m.m.
Vi kan således nu tilbyde endnu flere tilrettelagte undervisningsforløb til daginstitutioner, indskoling, mellemtrin og udskoling og arbejder henimod et forløb til gymnasiale uddannelser, ligesom vi har et godt samarbejde med Grindsted Landbrugsskole.
Publikationer og Forskningsaktiviteter
Viden vokser gennem deling. Museets faglige arbejde sætter spor i forskning, bevaring og samarbejde på tværs af aktører og sektorer.
Artikler og undersøgelser
Museets medarbejdere udgav en forskningsartikel og var medmodtager af en designpris. Hertil blev der udarbejdet den årlige rapport vedr. Brugerundersøgelse ‑ udtræk fra 2024.
VAERK, Museumssamlinger, politik og opbygning ‑ prisbelønning
Redaktionen på VAERK antologien (omtalt i ledelsesberetningen for 2023) blev d. 12. januar 2024 meddelt af Aarhus Universitetsforlag, at antologien var indstillet til en designpris i konkurrencen Book, Jacket and Journal Show 2024. Den var indstillet og vandt designprisen i kategorien Scholarly Typographic.
MoK, Meddelelse om Konservering, Forskningsartikel
’En strategi for opbevaring af cellulosenitrat- og celluloseacetat-genstande i museernes samlinger’ af Clara Bratt Lauridsen og Jonas Hørup Ruskjær (museumsinspektør på Mark) er en fagfællebedømt artikel udgivet i Nordisk Konservator Forbunds fagtidsskrift. Artiklen omhandler detektering og bevaring af udfordrende plastmaterialer i museumssamlingerne.
Brugerundersøgelse 2024
I den nationale brugerundersøgelse deltog 282 respondenter. Museet opnåede en samlet vurdering på 8,9 ud af 10, hvilket er stabilt i forhold til sidste år. Museets NPS-score (Net Promoter Score) ligger på 71, hvilket er en stigning fra 64 i 2022 – og udtryk for høj anbefalelsesvillighed blandt gæsterne. S
Særligt høje vurderinger:
- Medarbejdernes venlighed og imødekommenhed: 9,6/10
- Muligheden for at være et rart sted: 9,2/10
- Oplevelse sammen med andre: 9,2/10.
Hvem er vores gæster?
- 67 % af de besøgende havde børn med – væsentligt højere end landsgennemsnittet for kulturhistoriske museer
- Kønsfordelingen mellem gæster er meget ligelig med en svag overrepræsentation af kvinder
- Vurdering af børns oplevelser: 9,0/10.
- De typiske gæster er børnefamilier, generationer samlet og historieinteresserede. Lokale stamgæster kommer ofte pga. nostalgi og fællesskab, mens turister fremhæver autenticiteten.
Kendskab til museet:
- Flest kender museet fra tidligere besøg eller anbefalinger.
- Kendskab via sociale medier er steget med 6 % siden sidste år.
- Kvalitative indsigter:
- Gæsterne roser museets atmosfære, frivillige og personale.
- Kommentarer om bæredygtighed og ønsker om forbedret skiltning og kommunikation går igen.
Brugerundersøgelsen bekræfter museets position som et vedkommende, børnevenligt og autentisk museum med høj gæstetilfredshed og stærk lokal forankring.
Samlingsarbejde og magasiner
Flytning og magasinering
Gennem 2024 har museet fortsat arbejdet (siden 2022) med flytning af dets samling til Fællesmagasinerne i Vejle. Dette sker i led med en fortsat øget professionalisering af museets bevaringsfaciliteter samt samlingsadministration. Flytteprocessen omfatter tilsyn, efterregistrering og ompakning inden genstandene desinficeres og flyttes ind på den nye lokation. I forbindelse med flytning og museets engagement i projektet om bevaring af plastmateriel i museumssamlinger har museet været med til at udvikle forhold og praksisser vedrørende frostmagasinering på Fællesmagasinerne Vejle.
Lunds Fotosamling
Museet har genoptaget dialog med Grindsted Lokalarkiv omkring flytning af Lunds Fotosamling og har i den forbindelse konsulteret Konserveringscenter Vejle. Samlingen forventes flyttet fra arkivets lokaler i 2025.
SPOR af Besættelsen
Nedtagning af SPOR af Besættelsen: I starten af 2024 blev særudstillingen SPOR af Besættelsen nedtaget. I den forbindelse arbejdede museet med kvalificering af registrering samt affotografering af genstande, inden de blev flyttet til Fællesmagasinerne Vejle.
Kapitel 8‑arbejdet
Arbejdet omfatter museets fysiske kulturarv og herunder bevaringsværdige værdier i Billund Kommune. Mark varetager museumslovens Kapitel 8 for Billund Kommunes nyere tid. Museet har et formaliseret samarbejde med Museum VEST, der varetager museumslovens Kapitel 8 for Billund Kommunes forhistorie.
Museet har i 2024 afgivet høringssvar ved: Tilladelse til etablering af nyt vandløb ved Travbyen, Lokalplan for Engvej Grindsted, Etablering af ny grøft Donslund, Etablering af grøft Krogager Dambrug, Tilladelse til regulering af vandløb i Billund, Udskiftning af drænrør i Filskov.
Partnerskaber og netværk
I 2024 fortsatte samarbejdet med museets støtteforening Karensmindes Venner omkring driftsopgaver og museumsaktiviteter på museet, primært Museumsgården Karensminde. Museet prioriterer fortsat museumsfaglige partnerskabsprojekter, da det løfter museets faglig udvikling, vidensgrundlag samt kritisk masse, der igen kvalificerer nye målrettede faglige formidlingstilbud og -arbejde. Derudover styrkes museets udvikling gennem relevante netværk, samarbejder og partnerskaber med museer bredt set, destinationsselskaber, læringsinstitutioner og private turisme- og erhvervsaktører som f.eks. Billund Lufthavn, BARC, Rambøll og Dansk Industri samt private/foreningsdrevne kulturaktører som Foreningen Billund Lufthavn og de lokalhistoriske arkiver, råd og kulturaktører i hele kommunen. Medlemskaber som BARC, DI og Det Grønne Akademi skyldes ønsket om at professionalisere vores museumsvirksomhed. Vi ser her muligheder for at styrke udvikling af regenerativ forretningsmodel, strategiske partnerskaber, kulturturisme og AI, som er vigtige elementer i at videreudvikle vores Mark - et museum med relevans i vores samfund og i fremtidens museumslandskab. Derudover har museet styrket og formaliseret samarbejdet i form af et partnermedlemskab med Destination Trekantområdet ift. branding og partnerskab.
Medlemskaber, netværk og fagfora – i vilkårlig rækkefølge:
Flygtningenetværket, Formidlerforum Syddanmark, Museumsforum Syd, ERFA-gruppe i Gentænk Kulturturismen, ICOM, MiD, ODM og ODM Netværk: Nyere tid, Fysisk kulturarv, Frivillige-koordinatorer, Udstillingsnetværket, Samlingsnetværket, Charternetværket og Chefnetværket. Listen tæller også BARC, Billund Erhverv, Danske Slægtsforskere, Landdistriktet for Nollund-Urup-Eg og BLDR, Billund Landdistriktsråd, Frøsamlerne, Danske Husdyr, Nordisk Genbank, Veterantraktorklub, Frilandsmuseerne, Landboforening, Haveforening, ERFA for Kommunikation, Billund Kommune, Hede Danmark Landboforening, DI samt Dansk Industri: Netværket for bæredygtighed i attraktioner og oplevelser.
Bestyrelser og styregrupper:
- Danske Museer, Carina Serritzlew, bestyrelsesmedlem.
- Gentænk Kulturturismen, Carina Serritzlew, styregruppen.
- DI, Carina Serritzlew, Task Force Museumsreform.
- Udviklingsrådet i Vorbasse, Carina Serritzlew, bestyrelsesmedlem.
- Fremtidens Museums Mark, Carina Serritzlew og Mai Kofoed Lauritsen, Den administrative styregruppe.
- Styregruppe for Kontorbyggeri, Carina Serritzlew.
- ODMs tværfaglige netværk for museernes samlinger, Jonas Højrup Ruskjær, styregruppen.
- Historisk Samfund for Ribe Amt, Anna Louise Siggaard, Bestyrelsesmedlem.
- AMR, Jonas Højrup Ruskjær, Anna Louise Siggaard og Carina Serritzlew. Fællesmagasinerne Vejle, Carina Serritzlew, Repræsentantskabet.
Relationer, synlighed og Relationer, synlighed og Strategisk kommunikation
Mark er mere end et sted – det er en fortælling, et fællesskab og en bevægelse. Gennem strategisk kommunikation og stærke relationer skaber vi kendskab og engagement.
Mark har i 2024 skærpet indsatsen for at fremme kendskabet til museet under brandet Mark. Det sker blandt andet gennem relationer, ambassadørskaber og fællesskaber gennem strategisk kommunikation samt PR og markedsføring.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrevet udkom første gang i juli 2023 og blev udsendt til 21 modtagere. Der var pr. 31/12 2024 ca. 70 modtagere. Den gennemsnitlige åbningsrate var på det tidspunkt 76%. Det er besluttet, at nyhedsbrevet udkommer ca. hvert kvartal og desuden ved særlige begivenheder så som udstillingsåbninger, hvor medlemmer inviteres personligt.
Hjemmeside
www.markmuseum.dk - Vi har i løbet af 2024 arbejdet på at gøre hjemmesiden endnu lettere tilgængelig og relevant for gæsterne gennem en løbende vurdering og ændring i opsætning, sprogbrug mv. I 2024 påbegyndtes desuden en konkret webtilgængelighedsanalyse efter krav fra digitaliseringsstyrelsen, som blev afsluttet primo 2025.
- Besøg på hjemmeside i 2024: Der har i alt været 18.613 besøg på museets hjemmeside i hele 2024. En stigning på 37,9 % i forhold til 2023.
USEEUM app
- 682 besøg på profil.
- Krigsmindeguide: 200 besøg
- Grindsted handel gennem 100 år: 177 besøg
Sociale Medier
Vi har fortsat arbejdet på at forny den visuelle kommunikation via sociale medier blandt andet med øget brug af videomateriale ud fra den tanke, at vi er et museum i bevægelse og bør markedsføre os ’i bevægelse’. Vores medarbejdere har gjort en stor indsats i forbindelse med særlige begivenheder på museet, hvor de har udsendt videoklip på vores sociale kanaler, der har givet et levende ’lige-nu-og-her'-billede af oplevelser og glade gæster på museet. Dette har været til stor gavn for vores rækkevidde, som ellers kunne være begrænset af, at vi fra 3. kvartal har skåret kraftigt ned på betalt annoncering gennem Facebook og Instagram.
- Facebook‑side – Antal besøg på Marks Facebook- side 1. januar 2024 – 31. december 2024 ligger på 22.720 – en stigning på knap 76 % ift. 2023. 145 nye brugere har besluttet at følge museets Facebook- side. (antal følgere pr 24. april 2025: 1735).
- Instagram‑side - Museets Instagram-side har haft besøg af 737 brugere i perioden 1. januar 2024 – 31. december 2024 (stigning på 109% ift. året før). Nye følgere på Insta- gram: 38 (antal følgere pr 24. april 2025: 258).
- LinkedIn Som noget nyt har vi i 2024 oprettet en side for Mark på LinkedIn. Dette er for at øge vores synlighed blandt fagfæller og interessenter. Det giver også os medarbejdere et sted online, hvor vi i fællesskab kan skabe den gode historie om Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie ved at samle tanker og begivenheder, der gør Mark til det museum, det er.
Mark bruger de sociale medier som markedsføringsmedie men i høj grad også som redskab til at styrke relationen til vores brugere gennem interaktion med brugere, der kommenterer på opslag. Vi gør os umage med at besvare henvendelser, både på sociale medier og på museets virksomhedsprofil på Google.
Andre platforme ‑ anmeldelser
Museet er til stede på www.tripadvisor.com og www.google.com, begge steder med en score på over 4,5 ud af 5 stjerner.
Relationer, partnerskaber, samarbejder
Destination Trekantområdet
Vi har i 2024 fortsat vores partnerskab i Destination Trekantområdet, hvilket blandt andet giver omtale på platforme, som når ud over Danmarks grænser, men det giver også adgang til en masse andre ressourcer, herunder brugerundersøgelsesdata og analyse heraf samt videndeling med andre kulturinstitutioner i Trekantområdet. DTO har blandt andet arrangeret et inspirationsbesøg af en italiensk journalist. Flere gange om året afholdes webinarer, hvor partnerne kan netværke og udveksle erfaringer.
Legoland Billund Resort
Be Happy Pass: I løbet af 2024 tilbød vi gæster med et Be Happy Pass 'Vind kæmpe-billedlotteriet!' Samarbejdet med Legoland Billund Resort giver sparring, adgang til markedsføringsressourcer og øget publikum.
FDM rabataftale til medlemmer
Betyder, at museer ved at give rabat på entrebilletten til FDM-medlemmer kan opnå eksponering over for 260.000 husstande gennem fast visning på fdm.dk, omtale i nyhedsbreve og omtale i magasinet Motor (+400.000 læsere pr. måned).
COOP rabatordningen
COOP rabatordningen til medlemmer er en omfattende markedsføring i Coops enorme økosystem af kanaler inkl. direkte mails til medlemmerne, bannere på Coops og supermarkedskædernes websider samt i Coops app + med tiden også annoncering på mælkekartoner, i digitale tilbudsaviser mv.
Rabatordningen med FDM og COOP
Denne ordning er tilgængelig for os gennem vores samarbejde med Useeum. Vores tætte samarbejde med Useeum, som omfatter lydvandringerne Grindsted som handelsby og Krigsmindeguiden vil fortsætte i 2025; dog ophører aftalen med COOP, pga. COOPS nye ejerskab.
Danske Seniorer
Via vores rabataftale med Danske Seniorer får vi markedsføring i foreningens medlemsmateriale.
Pintrip
Via en aftale med Pintrip sætter vi gratis autocamper-holdepladser til rådighed for Pintrip-gæster i mak- simalt 24 timer mod markedsføring i app og brochure til medlemmer. PolitikenPlus- og JP-oplev rabataftaler giver os synlighed nationalt samt mulighed for særlige journalist- besøg med efterfølgende artikler.
PolitikenPlus‑ og JP‑oplev
Rabataftaler giver os synlighed nationalt samt mulighed for særlige journalistbesøg med efterfølgende artikler. Museet prioriterer og vil fortsat prioritere årsværk til kommunikation og brugerundersøgelser i udviklings- arbejdet. Brugerundersøgelser giver os viden og mulighed for at arbejde klogt (vidensbaseret) og strategisk i forhold til vores ressourcer og skabe aktuelle og relevante formidlingsoplevelser, læringstilbud, kommunikation og markedsføring.
Sammenfatning
Et afsæt for fremtiden
Det kommende 2025 vil stå på skulderne af 2024, og det udviklingsarbejde, der er påbegyndt medio 2020. 2025 vil fortsat stå i udviklingens tegn med særligt fokus på strategi- og organisationsudvikling, styrkede strategiske partnerskaber og alliancer samt funding af fremtidens Mark-Værk.
Ledelsesopgaven er at sikre fortsat bæredygtig udvikling og realisering af fremtidens Mark og de fysiske udviklingsplaner gennem en bæredygtig forretningsmodel og finansieringsplan med fire bundlinjer – kulturelt, socialt, miljømæssigt og økonomisk. Det kræver et fortsat mod til at gentænke det museum, Mark er og skal være – og vores måde at være museum og i verden på.
Det er den opgave, museets ledelse og bestyrelse fortsat prioriterer.
Carina Serritzlew | 06 | 2025.
Appendix
- Mark|arbejdere 2024:
- Alberte Edberg Behncke, museumsformidler og -vært
- Anna Louise Siggaard, museumsinspektør
- Bettina Varisbøl, publikums- og kommunikationsansvarlig
- Carina Serritzlew, museumsleder
- Charlotte Illum Hartmann, museumsmedarbejder
- Hans Peter Festersen, bestyrer
- Jane Bækkel Møller, museumsformidler og -vært
- Jacob Nørgaard Skarnvad, museumsformidler og -vært
- Jonas Hørup Ruskjær, museumsinspektør
- Laila Pia Toudal, museumsmedarbejder
- Liv Köhne Lind, akademisk museumsmedarbejder
- Mads Struwe Jeppesen, museumsformidler og -vært
- Mai Kofoed Lauritsen, forretningsudvikler / projektleder
- Nanna Kristine Breinbjerg, museumsformidler og -vært
- Natalia Chalka, rengøringsassistent
- Nicoline Holst Vang Nielsen, museumsformidler og -vært
- Rikke Olafson, museumsinspektør
- Sofia Retbøll Okholm Nielsen, museumsformidler og -vært
Årskalender 2024: Aktiviteter/Årshjul 2024 på Mark
Aktiviteterne på Mark og Museumsgården Karensminde afvikles i et tæt og gensidigt samarbejde mellem museet og museets Støtteforening Karensmindes Venner. Samarbejdet ledes af museet og afvikles med plads til og anerkendelse af hinandens kompetencer og passion for museet. Sammen driver vi også levendegørelse af landbruget og samarbejder omkring en række bygge- og vedligeholdelsesopgaver. Foreningen er den drivende kraft omkring Det Historiske Dyrskue og Veteranstævne samt catering i forbindelse med arrangementer og events.
Vinterferie 10.-18. februar, 2024
I vinterferien inviterede museet til en række aktiviteter på Mark. Der blev blandt andet gjort klar til fastelavnsfest, som skulle holdes den 18. februar. Et andet tema for aktiviteterne i vinterferien var byggeri. Efter vinterferien gik håndværkerne i gang med at bygge museets nye kontorbygning. Det gav anledning til at snakke med gæsterne om, at dyrene også snart er i fuld gang med at bygge rede til årets kuld af unger. Sammen med museets formidlere var børnene med til at gætte dyrenes reder, undersøge hvordan en so bygger en rede og ikke mindst selv lege redebyggere.
Påske, 23. marts. -1. april, 2024
I påskedagene afholdt vi konkurrencer i æggeløb og andre lege med æg. Samtidig nød vi godt af den nyåbnede fantastiske legeplads ved Museumsgården Karensminde. Legepladsen blev indviet ved et særligt arrangement fredag før påskeferien, hvor vi havde inviteret børn fra hele kommunen på kage og saftevand.
Forårsdagen, 29. april, 2024
Over 500 gæster kunne glæde sig over synet af køerne, der leverede et forrygende show, da de stormede ud i engen.
Feriebarn på Karensminde, Sommeraktiviteter og høstdag
Som en del af kommunens udbud til Sommersjov bød museet i 2024 igen ind med aktiviteten Feriebarn på Karensminde i uge 27. Aktiviteten tog afsæt i en historisk kontekst om byens børn, der kom på landet som feriebarn. Aktiviteten taler ind i en større agenda og et ønske fra museets side om at arbejde videre med rollespil og udvide konceptet omkring levendegørelse. Samtidig var det startskuddet på museets traditionsrige sommerprogram og med levendegørelse i tæt samarbejde med Støtteforeningen Karensmindes Venner.
Historisk Dyrskue og veteranstævne, 8. september 2024
Arrangementet var den 34. af slagsen og en stærk tradition på Museumsgården Karensminde startet op og drevet af Støtteforeningen Karensmindes Venner. Dagen er et historisk dyrskue med fejring af historiske dyreracer og boder samt fremvisning af veteranbiler og landbrugsmaskiner. Samtidigt har museet åben for udstillinger mv. Historisk Dyrskue og veteranstævne er en særlig tilbagevendende museumsdag for omkring 3000 gæster med skøn stemning og noget for alle både børn, unge og mænd og kvinder.
Efterårsferien, uge 42, 2024
I år handlede efterårsferien om smag. Her oplevede vi historien gennem smagsløgene, når der kom gris på gaflen; grisen blev slagtet og tilberedt på forskellige måder, i stuehuset kunne man lære om grisen som husdyr gennem århundreder – og blive klogere på nye bæredygtige måder at producere mad på.
Julemarkedet, 2. weekend i december
Igen afholdt vi vores traditionsrige julemarked i helt særlige kulturhistoriske rammer på Museumsgården Karensminde. Julepynt, fint indpakkede gaver og traditionel madlavning i det gamle køkken gav gæsterne en juleoplevelse ud over det sædvanlige. I laden og teltet kunne købes både vintage julepynt, nyt design og håndlavet brugskunst. Som noget særligt havde vi et rigtig godt samarbejde med et hold elever fra FGU, der var en stor hjælp i forberedelse og afvikling af begivenheden. I 2024 fik vi besøgsrekord med 2000 gæster til julemarked, hvilket er en stigning på 400 fra 2023, som også var et fremgangsår. I 2024 arbejdede vi tæt sammen med FGU Grindsted, hvis elever og lærere hjalp med alt fra billetsalg, brugerundersøgelser, oppyntning, salg, markedsføring og helt nye kreative ideer.
Øvrig kalender:
- Museumsforum Syddanmark, GF. Kannikegården, Torvet, 14. marts
- Oplæg til Udvalget for Teknik-, Plan og Kultur (TPKU). Billund Kommune. 3. april
- Danske Museer, GF. Vartov, København, 25. april
- Oplæg til TPKU. Billund Kommune. 7. maj
- Repræsentantskabsmøde, Konserveringscenter Vejle. 23. maj
- Oplæg til TPKU BillundSkolen. 11. juni
- Lederdag, Billund Kommune. CoC Playful Minds, Billund. 22. oktober
- Grøn Charter Netværksrække onlinemøder.
Oplæg:
- Temamøde for Billund Kommunalbestyrelse, 29. januar
- Kulturhistorie i design af leg og læringsområder, CoC Playful Minds og LEGO, 6. marts
- Oplæg for Danmarks Tekniske Museum omkring playful working, Mark, 22. marts
- Oplæg for chefgruppen for Lalandia om Mark, Mark, 7. maj
- Kulturtræf K24 om kultur og trivsel, Odense, 29. maj
- Oplæg, Regenerativ tilgang som strategisk ledelsesværktøj, netværksmøde #5: Charter for grøn om stilling af danske museer,
- Temamøde for destinationsselskaber, oplæg om Gentænk Kulturturismen, 9. december
- Podcast, Kraniebrud, Deltager i radioprogrammet Kraniebrud på RADIO4. Podcasten omhandlede plastik i museumssamlingerne og bevaring heraf.
Foredrag, seminarer og konferencer:
- ODM, Chefnetværksmøde 15. - 16. januar, Comwell Kongebrogaarden Middelfart.
- Hope & Despair, full consortium workshop, UC Syd, 24-25. marts
- Publikum og værdi, CBS, 17. april
- Bæredygtigt landbrug - i et historisk perspektiv, KU, 23. maj
- Konferencen God offentlig ledelse - betydning, adfærd og barrierer. AU. 23. maj
- Kulturtræf 2024 - K24 - fælles syddansk og nordtysk kulturtræf. Kulturmaskinen, Odense. 29. maj
- H&D - Regional Conference Placeholder. Christiansfeld - Museum Kolding. 30. maj. Herunder faciltator for workshops og deltagelse i panel og -debat.
- Klimatopmøde, Klimatorium Klimatorium i samarbejde med Lemvig Kommune og Region Midtjyl- land, 21-22. august
- Hvem er museumsbrugerne, Den Gamle By, 12. oktober
- ODM, Hvordan kan vi bruge data til at udvikle museernes rolle som demokratiske dannelsesinstitutioner? Design Museum Denmark, 26. september
- DI Topmøde, Dansk Industri, 26. september
- BARC, Kulturkraft 2024. Industriens Hus, 27. september
- Playfull summit, Kolding Designskole, 30. oktober
- Museernes faglige orienteringsmøde, ODM, 11 november
- Grønne partnerskaber og kulturliv, Helsingør – KL, Helsingør Kommune, Kulturens Analyseinstitut, 13 november
- Hope & Despair, Second conference, UC SYD, 19-20. november
Uddannelser og kurser:
- Programledelse, supplerende uddannelse
- Tekst i samtale, seminar om udstillingstekster, SMK, 11. januar.
- Museer som socialt rum, kursus, Arbejdermuseet, 16. januar.
- Ledernetværk Brug generativ AI i dit lederskab og udnyt potentialet. DM, Aarhus 20. marts
- Museets CO2-regnskab – Kom godt fra start, Museernes Grønne Akademi, webinar • Kontorergonomi, supplerende arbejdsmiljøuddannelse, Vejen, 25. april.
- AI-kursus – internt og online gennem DM. 13. maj
- Projektledelseskursus gennem kommunens uddannelsestilbud. 19-20. august
- Projektlederuddannelse, Certificeret offentlig lederuddannelse, Mannaz
- Uddannelse ’Ledelse af projekters implementeringsprocesser’. Eksamineret december
- TRIO-dag for AMR-gruppen. Trio uddannelse i psykisk arbejdsmiljø, Billund Kommune, 7. april og 15. april Faglige netværk
- Medlem af styregruppen for ODMs tværfaglige netværk for museernes samlinger.
- Netværksmedlem af nyere tids fysiske kulturarv og Nyere tids netværk.
- Netværksmedlem af Dansk Industri Netværk om bæredygtighed for attraktioner og oplevelser
- Skoletjeneste netværket
KVALITETSVURDERING 2022
Kvalitetsvurdering af Billund Kommunes Museer 2022 (åbner pdf i nyt vindue)
Slots- og Kulturstyrelsens samlede vurdering
Det er Slots- og Kulturstyrelsens samlede vurdering, at Billund Kommunes Museers opgavevaretagelse er tilfredsstillende. Slots- og Kulturstyrelsen konstaterer, at museet har fulgt op på hovedparten af de forhold, der blev påpeget ved kvalitetsvurderingen i 2015:
- Museet har fokuseret sit ansvarsområde væsentligt; udarbejdet et strategisk grundlag for museets virksomhed i form af mission og vision og strategier med handlingsplaner for museets kerneopgaver. Det udestår at udarbejde en skriftlig strategi for den samlede virksomhed, hvor de strategiske mål er sat i relation til museets organisation og ressourcer, men i praksis arbejder museet strategisk og systematisk med at skabe sammenhæng mellem de museumsfaglige kerneopgaver, museets mål og prioriteringer for den samlede virksomhed.
- Museets ledelse er styrket med en ny bestyrelse, der besidder en professionel og relevant kompetenceprofil, og museet har prioriteret at få et større antal videnskabelige fastansatte medarbejdere, heraf en medarbejder på ph.d.-niveau, som understøtter en professionel varetagelse og udvikling af de museumsfaglige opgaver.
- Museet har først fra 2021 og kun i et begrænset omfang udført fagfællebedømt forskningsproduktion inden for museets ansvarsområde, men har udarbejdet forskningsstrategi; indgår i relevante forskningssamarbejder og deltager i større, tværgående forskningsprojekter med henblik på at styrke forskningen, og sikre et kvalitativt løft i museets forskning fremover.
- Museet har videreudviklet og fokuseret sin formidling og arbejder i kraft af en samlet, gennemarbejdet formidlingsstrategi og med udgangspunkt i Den nationale brugerundersøgelse og supplerende brugerundersøgelser målrettet med en fortsat kvalitativ udvikling af den samlede formidlingsvirksomhed bl.a. med henblik på at nå potentielle brugergrupper. Museet har konkrete planer for at videreudvikle Billund Kommunes Museer til en attraktion på nationalt og internationalt niveau, hvortil der er udarbejdet et omfattende og visionært projektmateriale. Museet har tillige professionaliseret og nytænkt skoletjenesten med varierede undervisningstilbud omend foreløbig kun målrettet grundskolen.
- Museet har gjort væsentlige fremskridt i samlingsvaretagelsen gennem prioriteret og fokuseret bevaringsarbejde i form af samlingsgennemgange, udskillelse af genstande, afvikling af dårlige magasiner og påbegyndt overflytning af hele museets samling til Fælles Museumsmagasiner i Vejle, som forventes afsluttet ultimo 2024.
- Museets samarbejde med Billund Kommune er velfungerende og opbakningen fra kommunen til museets videre udvikling er stor. Museet har gjort væsentlige fremskridt i samarbejdet med kommunen om arbejdet efter museumslovens kapitel 8.
2) Kvalitetsvurdering af Billund Museum i 2015
Det daværende Billund Museum blev kvalitetsvurderet af Slots- og Kulturstyrelsen i 2015. Det var styrelsens samlede vurdering, at museets opgavevaretagelse var ikke tilfredsstillende. Styrelsen konstaterede bl.a. følgende i rapporten fra 2015:
- Museet lever ikke op til gældende standarder for et statsanerkendt museum; der er ikke en klar sammenhæng mellem ansvarsområdet, strategierne for museets opgavevaretagelse og prioriteringen af museets ressourcer.
- Museets ressourcegrundlag er spinkelt både økonomisk og personalemæssigt.
- Museets forskningsproduktion er ikke tilfredsstillende med kun to fagfællebedømte artikler på fire år, hvoraf kun en har forbindelse til ansvarsområdet.
- Formidlingsarbejdet er begrænset til Museumsgården Karensminde og besættelsesudstillingen og mangler forbindelse til museets forskning.
- Museet arbejder ikke strategisk med samlingsområdet, og er ufokuseret i forhold til dens formidlings- og forskningspotentialer. Magasinerne lever ikke op til en rimelig standard, og museet arbejder hverken strategisk med indsamling, udskillelse eller kassation for at optimere brugen af museets ressourcer.
- Samlingen er registreret og indberettet til det centrale kulturarvsregister.
3) Fakta om Billund Kommunes Museer
Billund Kommunes Museer er et statsanerkendt kulturhistorisk museum med ansvar for nyere tids kulturhistorie i Billund Kommune. Museet har særligt fokus på landbrugs-, industri- og turismehistorie. Sydvestjyske Museer har det arkæologiske ansvar i Billund Kommune.
Museet er en kommunal institution, og Billund Kommune er museets offentlige hovedtilskudsyder.
Museet omfatter én besøgsadresse: Museumsgården Karensminde med tilhørende særudstillingsbygning.
Nøgletal for museet 2021 (delvis nedlukning pga. covid-19):
- Museets samlede omsætning var på 5,6 mio. kr.
- Museet rådede over 7,5 årsværk, heraf 4,7 videnskabelige årsværk.
- Museet havde 16.607 brugere.
Kvalitetsvurderingens fokusområder
Arbejdsgrundlag, organisation og ledelse
a. Arbejdsgrundlag
- Billund Kommunes Museer ejes og drives af Billund Kommune.
- Museet er en del af Billund Kommune og arbejder inden for kommunens styrelsesvedtægt, hvilket ifølge det oplyste bl.a. betyder, at entrétakster og løn- og personaleforhold godkendes af kommunen.
- Museets vedtægter er senest opdateret i januar 2022.
- Museets ansvarsområde er nyere tids kulturhistorie i Billund Kommune med særligt fokus på landbrugs-, industri- og turismehistorie. Ansvarsområdet er skærpet i 2022, men fortsat forholdsvis bredt i forhold til museets størrelse og ressourcer. Der er dog god sammenhæng mellem ansvarsområdet og de lokale kulturhistoriske forhold.
- Museet har et arbejdsgrundlag med mission og vision samt strategier, politikker og planer for de museumsfaglige opgaver for 2021-25. Dokumenterne indeholder mål/målsætninger og initiativer i de kommende år. Materialet er i vidt omfang dynamisk og revideres efter behov. Der foreligger ikke en samlet strategi for museets samlede virksomhed, som relaterer museets mål til de organisatoriske og ressourcemæssige forhold. Det er dog styrelsens vurdering, at museets arbejde i praksis er strategisk funderet. En række målsætninger er betinget af og forudsætter ekstern finansiering for at kunne realiseres.
- Et centralt strategisk mål for museet er at skabe en ny kernefortælling om Fremtidens Museum og en branding af museet under navnet ”Mark. Museet for en ny danmarkshistorie”. Der foreligger et prospekt for et helt nyt museum, som omfatter både nye bygninger på museets område og udvikling af ny 4 formidling. Det sigter mod nye måder at tænke og bruge museer på, herunder mulighed for at gæster kan være fysisk aktive og overnatte på stedet. Projektet skønnes at koste 171 mio. kr., og museet er påbegyndt arbejdet med at skaffe finansiering. Museet og kommunen oplyser, at brand og kernefortælling har relevans og gyldighed uanset om byggeprojektet kan realiseres i den ønskede form.
- Museet har de seneste år arbejdet på en professionalisering af museumsdriften med øget fokus på økonomistyring, strategisk udviklingsarbejde, faglige prioriteringer og kvalitetsløft i driften.
b. Organisation
- Museet er organiseret som én enhed uden særskilte afdelinger.
- Museet har en støtteforening ”Karensmindes Venner” med ca. 500 medlemmer. Foreningens bestyrelse er repræsenteret i museets bestyrelse, og museets leder, to museumsinspektører og en museumsforvalter er medlemmer af støtteforeningens bestyrelse. Støtteforeningen ejer gårdens dyr.
- Ca. 40 af støtteforeningens medlemmer fungerer som frivillige på museet. De frivillige er involveret i vedligehold af gården, pasning af dyrene og publikumsrettede aktiviteter. Koordinering af de frivilliges opgavevaretagelse forestås af en museumsinspektør.
c. Ledelse
- Museet har i henhold til museets vedtægter en bestyrelse på seks til otte medlemmer, hvoraf fire til seks udpeges af Billund Kommunes Byråd efter indstilling fra museumsledelsen. Et medlem repræsenterer bestyrelsen for museets støtteforening ”Karensmindes Venner”, og et medlem uden stemmeret repræsenterer museets medarbejdere.
- Det fremgår af vedtægterne, at bestyrelsen til enhver tid skal have en professionel og relevant samlet kompetenceprofil, og den vil efter behov repræsentere kompetencer og netværk inden for politik, fonde, erhvervs- og destinationsudvikling, forskning og uddannelse, museer samt forretningsudvikling, jura og økonomi. Alle museets bestyrelsesmedlemmer er udpeget på baggrund af relevante kompetencer til at drive og udvikle museet. Bestyrelsen er sammensat af fire mænd og 2 kvinder. Aldersgennemsnittet er 57 år.
- Bestyrelsen har det overordnede ansvar for museets virksomhed. Bestyrelsen gennemgår årligt museets arbejdsgrundlag samt evaluerer fremdriften i museets strategi, mål og planer og sit arbejde og samarbejde med den daglige leder.
- Bestyrelsen vurderer løbende, om den har de nødvendige kompetencer til at drive og udvikle museet professionelt og sikre fremdrift i museets strategi og planer.
- Den daglige ledelse varetages af en museumsleder under ansvar over for museets bestyrelse. Lederen ansættes af Billund Kommunes Kultur- og Fritidschef. Både museets leder, bestyrelse og Billund Kommune er opmærksom på de principielle udfordringer forbundet med en uafhængig bestyrelse med et overordnet ansvar kombineret med en kommunalt ansat museumsleder. Kommunen har tilkendegivet, at den agter at inddrage bestyrelsen i fremtidige ansættelser af museumsledere. Parterne oplyser, at de har et tæt og konstruktivt samarbejde.
Det er meget tilfredsstillende:
- at museet i de seneste år har arbejdet på en professionalisering af museumsdriften med øget fokus på økonomistyring, strategisk udviklingsarbejde, faglige prioriteringer og kvalitetsløft i driften.
- at museet har et skriftligt strategisk grundlag og praksis for løbende strategiske overvejelser, og at afledte udviklingsindsatser både sigter på at blive omsat i museets aktuelle virksomhed og på at understøtte en mere langsigtet vision om et nyt museum.
Det er tilfredsstillende:
- at museet har nedskrevne politikker og planer for det museumsfaglige arbejde.
- at museets bestyrelse har en relevant kompetenceprofil med henblik på, at bestyrelsen kan tage ansvar for museets overordnede strategiske udvikling og yde kvalificeret sparring og bistand til museets leder, herunder også i dialog med kommunen.
- at museets bestyrelse løbende vurderer deres egne kompetencer og årligt gennemgår museets arbejdsgrundlag samt evaluerer fremdriften i museets strategi, mål og planer og sit arbejde og samarbejde med den daglige leder.
- at såvel kommunalforvaltning, bestyrelse som museumsleder er opmærksom på nødvendigheden af en tæt og konstruktiv dialog som ramme for den daglige ledelse.
Det er ikke helt tilfredsstillende:
- at det ikke fremgår klart af det samlede skriftlige arbejdsgrundlag, hvordan museet prioriterer sine ressourcer i forhold til de faglige opgaver og udviklingsmål.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler:
- at museet nedskriver en strategi for sin samlede virksomhed, hvor målsætninger for den faglige opgavevaretagelse relateres til museets organisation og ressourcer.
Ressourcegrundlag
a) Økonomi
Museets samlede indtægter i 2021 var på 5,6 mio. kr. Indtægterne fordeler sig således:
- Tilskud fra stat: 1,6 mio. kr.
- Tilskud fra kommune: 3,5 mio. kr.
- Ikke-offentlige tilskud: 0,1 mio. kr.
- Egenindtjening: 0,4 mio. kr.
- Museets driftstilskud fra staten udgjorde ca. 1,1 mio. kr. i 2021. I 2021 fik museet udbetalt projekttilskud fra Slots- og Kultursstyrelsen på 340.000 kr. til samlingsgennemgang (tilsagn ydet i 2019 til et fælles projekt med andre museer) og 96.000 kr. til publikumsfremmende aktiviteter. Midlerne er fejlagtigt konteret i museets indberetning af regnskabsoplysninger til styrelsen som en indtægt under henholdsvis samlingens forvaltning og formidling og ikke som statslige projekttilskud. Midlerne er heller ikke korrekt angivet i museets årsregnskab (tilskudsregnskab), hvor det skal fremgå, at de er ydet af Kulturministeriet/Slots- og Kulturstyrelsen. Ovenstående opgørelse er korrigeret, og museet har fremsendt korrigerede regnskabsoplysninger for 2019-21. Museet har derudover i 2021 opnået tilsagn fra Slots- og Kulturstyrelsen til tre projekter på i alt 2,3 mio. kr. inden for henholdsvis samlingsvaretagelse, formidling og forskning.
- Kommunen har de senere år ydet særtilskud til udvikling af Mark, fremtidens museum samt til flytning af museumssamlingen til Fælles Museumsmagasiner i Vejle. Kommunen har desuden ydet tilsagn om anlægstilskud til ny kontorbygning. Disse tilskud indgår ikke i de indberettede regnskabsoplysninger.
- Museets ikke-offentlige tilskud har de seneste tre år 2019-21 været på under 100.000 kr.
- Museets egenindtjening består bl.a. af entreindtægter, som udgjorde ca. 175.000 kr. i 2021. Indtægterne fra billetsalg til arrangementer på Karensminde forestået af støtteforeningen, bl.a. et årligt dyrskue, tilgår støtteforeningen, og anvendes bl.a. til køb af dyr til museumsgården.
- Offentlige tilskud udgjorde 91 pct. af indtægterne i 2021.
- Museet har som kommunal institution ikke egne aktiver, bortset fra en kontantkasse og bankkonto. Museet kan jf. Billund Kommunes opsparingsregler overføre mer-/mindre forbrug på op til 5% af budgettet til det efterfølgende regnskabsår.
b. Medarbejdere
- Museet rådede i 2021 over 7,5 fastansatte årsværk, heraf 4,7 videnskabelige årsværk og 0,6 årsværk i fleksjob eller lignende. I 2022 har en af museets inspektører opnået dansk godkendelse af en udenlandsk ph.d.-grad.
- Museet råder desuden over 0,7 videnskabeligt årsværk i tidsbegrænsede stillinger.
- Museet har ca. 40 frivillige, som anslås at udføre ca. 10 årsværk.
- Museet sikrer kontinuerlig kompetenceudvikling af personalet.
c. Bygninger
- Museets bygninger er ejet af Billund Kommune, som har ansvar for den planlagte udvendige og indvendige vedligeholdelse. Museet har ansvar for akut indvendig vedligeholdelse af bygninger og løsøre. Museets medarbejdere og frivillige forestår driften af museets samlede areal på 30 hektar og samarbejder med Billund Kommune om naturpleje.
- Gården drives i museumsøjemed med bedrift af dyr, stalde, maskiner og marker m.v.
- Museets magasiner i lejede og kommunalt ejede bygninger er under afvikling med henblik på at flytte genstandene til Fælles Museumsmagasiner i Vejle.
- I 2021 udgjorde museets udgifter til bygningsdrift og -vedligehold 13 % af museets samlede udgifter.
- Museet og kommunen arbejder på at skaffe finansiering til et nyt kontorbyggeri til museets administration ved en udbygning af udstillingsbygningen på besøgsadressen. Kommunen har frigivet ca. 3,8 mio. kr. af en eksisterende anlægsbevilling, men den seneste tids prisudvikling medfører behov for yderligere ca. 1 mio. kr. Sagen er aktuelt under politisk behandling i Billund Kommune.
Det er meget tilfredsstillende:
- at museet og kommunalforvaltningen har et tæt og velfungerende samarbejde om såvel den løbende drift som museets strategiske udvikling.
- at museet har en velfungerende tradition for stor inddragelse af frivillige i driften af museumsgården. De frivilliges indsats udgør en stor ressource for museet og vidner om stærk lokal forankring.
Det er tilfredsstillende:
- at museet i samarbejde med andre museer søger og opnår tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen til udviklingsprojekter.
Det er ikke helt tilfredsstillende:
- at statslige projekttilskud ikke er korrekt konteret i museets regnskabsoplysninger og ikke er korrekt optaget og specificeret i museets årsregnskaber.
- at museet ikke hidtil har indberettet kommunale særtilskud til styrelsen.
- at museets egenindtægter og ikke-offentlige tilskud er beskedne.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler:
- at museet fremadrettet følger gældende regler for indberetning af budget- og regnskabsoplysninger til Slots- og Kulturstyrelsen og for opstilling af årsregnskab.
- at museet overvejer mulighederne for at styrke og konsolidere sin driftsøkonomi, herunder for at øge sine egenindtægter.
- at museet arbejder systematisk med at supplere sit indtægtsgrundlag med ikke-offentlige tilskud.
Forskning
Museet er forpligtet til at forske inden for sit ansvarsområde og stille sin viden til rådighed for omverdenen. Museets forskning er videnskabeligt arbejde baseret på faglige problemstillinger relateret til museets ansvarsområde.
- Museets ledelse har efter ansættelse af en ny leder i 2020 opprioriteret museets forskning.
- Museet har formuleret en forskningsstrategi for 2021-2025. I strategien indgår fem målsætninger med henblik på at kunne opfylde museumslovens krav til forskning og museets vision, samt en række forskningstemaer inden for de tre fokusområder landbrug, industri og turisme med særligt blik for indbyrdes sammenhænge og brudflader. Temaerne er ikke prioriteret. Strategien angiver retning for museets fokus de kommende år og omfatter en overordnet arbejdsplan for den femårige periode.
- I henhold til strategien produceres årligt mindst en forskningspublikation, der i det omfang, det er muligt, publiceres i fagfællebedømte danske eller internationale udgivelser.
- Museet afsætter driftsmidler til fremme af forskningen og modning af fondsprojekter og søger om midler til konkrete forskningsprojekter fra bl.a. fonde. Der er afsat tid hos de enkelte medarbejdere til at forske, og indsatsen fastlægges og evalueres løbende i dialog mellem faginspektører og museumsleder. Aktuelle forskningsprojekter prioriteres med udgangspunkt i forskningsstrategien i forhold til relevans, aktualitet og museets øvrige museumsfaglige virksomhed.
- Til brug for Slots- og Kulturstyrelsens vurdering af museets forskning har museet indsendt en oversigt over sine forskningspublikationer for perioden 2019-2022. Af oversigten fremgår, at der inden for museets ansvarsområde er produceret to fagfællebedømte forskningsarbejder, der begge er publiceret nationalt. Museet har derudover udgivet 11 vidensformidlende artikler, herunder seks bidrag til Trap Danmark. I Slots- og Kulturstyrelsens vurdering af museets forskningsindsats medtages alene publikationer, der er publiceret og underlagt fagfællebedømmelse, og som er inden for museets ansvarsområde.
- I 2023 planlægger museet at publicere to fagfællebedømte forskningsartikler inden for sit ansvarsområde som en del af antologier støttet af Augustinusfonden og to vidensformidlende artikler.
- Museet indgår i relevante faglige netværk og samarbejder med andre museer og vidensinstitutioner. Bl.a. ph.d.-samarbejde med Varde Museerne om forskningsarbejdet: Københavnerplantagerne i 2020-21, og et forskningssamarbejde med Museum Midtjylland om kvalitetsvurderingers betydning for øget professionalisering af samlingsvaretagelse.
Det er tilfredsstillende:
- at museet med udgangspunkt i sit ansvarsområde og strategiske grundlag har udarbejdet en forskningsstrategi, der omfatter mål for forskningens løbende produktion og publicering, og som er realiseret fra 2021.
- at museet forsker i henhold til det almene forskningsbegreb.
- at museet indgår i relevante netværk og forskningssamarbejder og har gennemført større forskningsprojekter i samarbejde med andre museer og universiteter.
Det er ikke tilfredsstillende:
- at museets forskningsproduktion i den seneste 4-årige periode er begrænset.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler:
- at museet forøger sin forskningsproduktion inden for sit ansvarsområde og prioriterer at få flere forskningsarbejder fagfællebedømt og publiceret i relevante medier nationalt og internationalt.
- at museet afsøger mulighederne for at indgå i tværgående forskningsprojekter og –samarbejder.
Formidling
Museet er forpligtet til at formidle sit ansvarsområde for offentligheden. Gennem formidling bringer museet sin forskningsbaserede viden i spil i institutionen, i forhold til borgerne og det omgivende samfund.
a. Formidling
- Museet har udarbejdet en formidlingsstrategi for 2021-2025. Strategien er sat i relation til museets overordnede strategiske grundlag for den samlede virksomhed, angiver ni strategiske mål og indeholder en prioriteret formidlingsplan.
- Ifølge museet er strategien tostrenget, da museet står midt i en transformationsproces. Dels en nødvendig og igangværende professionalisering og faglig udvikling, og dels udvikling af et nyt museum og museumsbyggeri kaldet Mark. Strategien skal løfte begge indsatser og være med til at aktivere historiens sammenhængskraft på tværs af tid (gennem landbrug, industri og turisme fra 1600-tallet frem til i dag), sted (hele kommunen er museets arbejdsmark) og mennesker (formidlingen skal bygge på aktørinvolvering, samskabelse og være bevægende, relevant og vedkommende).
- Museets samlede formidlingsvirksomhed er varieret med brug af forskellige formidlingsformater rettet mod forskellige målgrupper.
- På Museumsgården Karensminde formidles lokal kulturhistorie fra ca. 1700 til i dag med fem udstillinger. En fast udstilling med interiør i stuehuset, der fremstår som traditionel formidling, og igangværende opgradering af udstillingen med korte tekster og enkelte digitale formidlingslag. En fast udstilling som beskriver gårdens historie i samhørighed med landskabet og slægten. En ny udstilling fra 2022 i tidligere staldbygning om de sidste 400 års udvikling lokalt fra landbrug til industri og turisme i dag. Og formidling i landskabet uden for udstillingsbygning med ny fotoudstilling fra 2021 på store plancher med foto om menneskets aftryk på jorden, og i den hvidkalkede vognport formidles historien om andelsbevægelsen. Derudover brugerinddragelse og udendørs levendegjort formidling om dansk landbrug fra 1920’erne til 1950’erne, f.eks. optagning af kartofler sammen med børn og voksne i efterårsferien. Museumsgården drives af museet med hjælp fra frivillige, der bl.a. demonstrerer for gæster, hvordan landbrug, gamle håndværk, håndarbejde og husholdning blev udført før i tiden.
- I en særskilt udstillingsbygning viser museet særudstillinger og anvender og eksperimenterer med varierede formidlingsformer, herunder digitale og brugerinddragende. F.eks. i udstillingerne ’Spor af Besættelsen’ og ’Min by i udvikling’, hvor elever i Grindsted sammen med museet har skabt en udstilling om Grindsted by. Der formidles i særudstillingerne gennem installationer, videoer, genstande, interviews og digitale formidlingsformer.
- Uden for museumsmatriklen eksperimenterer museet med en række nye formidlingstiltag med fokus på samskabelse og stedbunden, borgernær kulturhistorie og anvender varierede digitale og brugerinddragende formidlingsformer. I 2021 har museet f.eks. lanceret en bemandet MuseumsMobil, som kører ud og formidler, hvor kulturhistorien er; udviklet nye legepladser sammen med andre dele af den kommunale forvaltning og borgere med kulturhistorien som udgangspunkt; opsat guldrammer i syv byer med QR-kode og digital formidling af det motiv de indrammer; og afholdt museumssaloner - første gang i Billund Lufthavn om fremtidens museum.
- Museet har i 2021 vist otte særudstillinger og gennemført 62 arrangementer, heraf halvdelen uden for museet.
- Museet formidler på ny hjemmeside lanceret i 2022 under brandet Mark - Museet for en ny Danmarkshistorie med overskuelig og varieret formidling.
- Museet anvender data om museets brugere til at sætte og realisere strategiske mål. Den nationale brugerundersøgelse anvendes kontinuerligt, og museet deltog i 2020 sammen med 8 andre museer i Slots- og Kulturstyrelsens pilotprojekt om udvikling af DNB. Derudover anvendes kvalitative brugerundersøgelser f.eks. samskabelsesproces med brugere som led i museets undersøgelse af oplevelsestilbud og relevans for par uden børn i samarbejde med Rambøll.
- Museet indgår i faglige netværk og samarbejder om udviklingen af sin formidling, f.eks. med statsanerkendte museer og turistorganisationer i projektet Gentænk kulturturismen med museer som driver for fremtidens kulturturisme i destination Trekantområdet. Projektet er støttet af Erhvervsstyrelsen med 2,5 mio. kr. i en 3-årig periode. Samarbejdspartnerne er Destination Trekantområdet, Visit Vejle, Designskolen Kolding, Kongernes Jelling og Museum Kolding.
- Museet havde i 2021 syv ansatte med kompetencegivende uddannelse inden for formidling/undervisning, herunder tre ikke-fastansatte omvisere.
- Museet oplyser, at det løbende evaluerer udstillinger og undervisningstilbud og evaluerer, hvorvidt de ressourcer, museet bruger på formidling, står i et rimeligt forhold til udbyttet.
b. Undervisning
- Museet har i 2021 professionaliseret og nytænkt skoletjenesten, så eleverne er medskabere af historiefortællingerne. Museets samarbejde med undervisningssektoren er formaliseret, og undervisningstilbuddene er koordineret med Fælles Mål. Foreløbig tilbyder museet undervisningsforløb til grundskoler, men ifølge formidlingsstrategi og arbejdsplan skal undervisningsforløb på sigt målrettes flere forskellige uddannelser og fra 2023 påbegyndes mobil skoletjeneste for bl.a. indskoling og dagtilbud.
- Følgende antal hold og klasser har deltaget i museets undervisningstilbud i hhv. 2019 og 2021:
- Antal hold, daginstitutioner (formidlingsaktiviteter): 2019: 4 | 2021: 4
- Antal klasser, grundskolen: 2019: 16 | 2021: 32
- Antal klasser, ungdomsuddannelser: 2019: 18 | 2021: 8
- Antal hold, andre uddannelser: 2019: 0 | 2021: 6
- 10 elever/studerende modtog museets vejledning i forbindelse med opgaveskrivning i 2019 og 4 elever i 2021.
- Museet annoncerer sine undervisningstilbud på sin egen hjemmeside og skoletjenesten.dk, hvor der pt. er opslået i alt 6 forskellige tilbud til grundskolen.
- Museets skoletjeneste deltager i videreudvikling af Åben Skole-samarbejdet i kommunen og i netværk med kommunens skoler. Derudover indgår museet i faglig sparring om undervisningstilbud i bl.a. Interface, MID – Museumsformidlere i Danmark, Formidlerforum Syddanmark, Samskaber Akademiet – børn i fokus og Det nationale netværk for skoletjenester. Dertil har museet adopteret to skoleklasser gennem initiativet ”Virksomheder adopterer skolekasser” udstedt af RelationsNetværket, som etablerer partnerskaber mellem virksomheder og skoleklasser. Museet bruger bl.a. klasserne som pilotklasser til udvikling af nye udstillinger.
- Museets undervisningstilbud evalueres blandt lærere og elever.
- Museet har udviklet seks nye undervisningstilbud i 2021. Alle museets tilbud samskabes med lærere og elever, hvori evaluering er indlagt som fast metode. Formålet er at sikre, at alle museets skoletilbud er testet, evalueret og kvalificeret inden de udbydes.
c. Brugere
- Museet havde i 2019 i alt 20.357 besøgende på museet og i 2021 i alt 16.607 besøgende (delvist nedlukket pga. covid-19). Besøgstallet fordeler sig således:
- Museumsgården Karensminde og Særudstillingsbygning 2019: 20.357 2021: 16.607
- Besøgende på museets digitale platforme:
- Museets hjemmeside: 2019: 20.000 | 2021: 15.000
- Museets facebookprofil: 2020: 1.056 | 2021: 4.339
- Museet oplyser, at antallet af brugere af museets offentligt annoncerede arrangementer uden for museets matrikel var på i alt 190 i 2019 og 6.449 i 2021.
- Museet deltager i Den nationale brugerundersøgelse og anvender aktivt resultatet af brugerundersøgelsen i udviklingen af sin formidling. Brugerundersøgelsen i 2021 viser, at de besøgenes vurdering af museumsoplevelsen på museet samlet set svarer til gennemsnittet for landets kulturhistoriske museer (på en skala fra 1-10 er gennemsnittet på 8,7). Det er særligt brugeroplevelsen for børn (0,6 over gns.) muligheden for at deltage aktivt (0,3 over gns.) og muligheden for at være et rart sted (0,3 over gns.) som vurderes højt. Museet ligger lavere end det gennemsnitlige niveau mht. mulighed for at lære noget (0,5 lavere end gns) og brug af digitale medier (1,4 lavere end gns). Undersøgelsen viser også, at andelen af brugere, som vil anbefale museet til andre, ligger 6 procentpoint over landsgennemsnittet. Alle museets brugere er fra Danmark og hovedparten (80%) kommer fra Region Syddanmark. Som på de fleste andre museer er det især kvinder, der besøger museet (71%), hvilket er 10 procentpoint over gennemsnittet for alle museer. 27% af de besøgende er mellem 30-49 år, hvilket er 9 procentpoint højere end 12 landsgennemsnittet. 36% af brugerne kommer mindst en gang hvert halve år, hvilket er 14 procentpoint højere end landsgennemsnittet.
Det er meget tilfredsstillende:
- at museet driver en forholdsvis omfattende og differentieret formidlingsvirksomhed inden for det samlede ansvarsområde med brug af varierede og eksperimenterende formidlingsformer målrettet forskellige målgrupper og benytter databaserede brugerundersøgelser i udviklingen heraf.
Det er tilfredsstillende:
- at museet har udarbejdet en samlet formidlingsstrategi og handlingsplan, der sætter overordnede mål for formidlingsindsatsen og er sat i relation til museets strategiske grundlag.
- at museet under samme strategiske sigte formår at prioritere både kontinuerlig videreudvikling af museets aktuelle formidlingsaktiviteter og planer om et nyt museumsbyggeri på sigt.
- at museet har undervisningstilbud med brug af varierede og eksperimenterende formidlings- og læringsformer, som er udviklet i samarbejde med undervisningssektoren og koordineret med Fælles Mål.
- at museet løbende arbejder på opdatering og fornyelse af sine udstillinger og øvrige formidlingsaktiviteter.
- at museet har fastansatte medarbejdere med professionelle formidlingskompetencer og indgår i relevante faglige netværk og samarbejder.
- at museet evaluerer sin formidlingsindsats, herunder hvorvidt de ressourcer, der bruges på museets forskellige formidlingsaktiviteter, står i rimeligt forhold til udbyttet.
- at museet har iværksat tiltag for at øge besøgstal og nå flere brugergrupper, herunder de unge.
Det er ikke helt tilfredsstillende:
- at der kun er udviklet undervisningstilbud til grundskolen, og at forholdsvis få daginstitutioner og skoler anvender museets undervisningstilbud.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler:
- at museet i skoletjenesten prioriterer at udvikle undervisningstilbud målrettet dagtilbud og andre uddannelser samt arbejder for, at anvendelsen af museets undervisningstilbud forøges.
Samlingsvaretagelse
a. Indsamling
Museet er forpligtet til systematisk at indsamle genstande og anden dokumentation inden for sit vedtægtsbestemte ansvarsområde. Indsamlingen skal være baseret på en aktiv, men restriktiv praksis, der udspringer af museets forskning.
- Museets samling omfatter 38.365 inventarnumre. Tilvæksten i 2021 var på 25 numre, 15 af disse var indsamlet med henblik på forskning.
- Museet har en restriktiv indsamlingspolitik, der beskriver principper og praksis for både aktiv og passiv indsamling inden for museets ansvarsområde. Museets indsamlingspolitik er udfoldet i en skriftlig indsamlingsstrategi og en skriftlig handlingsplan begge for perioden 2022-2026. Her beskrives særlige indsatsområder for indsamling og dokumentation inden for museets ansvarsområde, endvidere er der opstillet mål og delmål for de aktuelle indsatser. Museet arbejder strategisk og sammenhængende med indsamling i relation til den øvrige faglige opgavevaretagelse, bl.a. gennem aktiv indsamling i sammenhæng med overordnede forskningsområder og formidlingsindsatsen inden for turisme.
- Museet anvender indkomstseddel samt indkomstkvittering til giver, som begge indeholder nødvendige oplysninger.
- Museet koordinerer sin indsamling med øvrige statsanerkendte og statslige museer.
- Museet har ingen genstande, som er underlagt klausuler.
- Museet fortager løbende revision af sin samling for vurdering af bevaringsstand og relevans. Endvidere har museet i 2020 og 2021 samarbejdet med en række statsanerkendte museer om koordineret samlingsgennemgang og udskillelse af håndværktøj og genstande med relation til Danmarks besættelse. I 2021 udskilte museet 1.765 inventarnumre.
- Museet blev i forbindelse med kvalitetsvurderingen i 2015 anbefalet at udskille sine forhistoriske objekter til Sydvestjyske Museer, som har det arkæologiske ansvar for Billund Museum. Denne samling blev overdraget i 2020.
- Museet har ingen uddeponerede genstande.
b. Registrering & Indberetning
Museet er forpligtet til at registrere og indberette sin samling til det centrale kulturarvsregistre: SARA. Registreringen skal ske efter fastlagte standarder, der muliggør udveksling af data nationalt og internationalt.
- Museet har registreret 99% af sin samling og indberettet den til centralregisteret via SARA.
- Museet har udarbejdet en registreringspolitik, som beskriver registreringspraksis. Museets registreringspolitik er udfoldet i en registreringsstrategi og en handlingsplan begge for perioden 2021-2024. Her beskrives en række indsatsområder med mål og delmål bl.a. opdatering af alle poster i SARA med bl.a. mål og foto, samt overførsel af udskilte objekter til eksternt katalog i SARA.
- Museets arbejde afspejler registreringsstrategien, og sammenhængen mellem registrering og den øvrige faglige opgavevaretagelse er tydelig, idet de forestående opgaver udspringer af museets langsigtede arbejde med magasinflytning og koordinerede samlingsgennemgang.
- Slots- og Kulturstyrelsen har foretaget en stikprøve med ti tilfældigt udvalgte registreringer, der er oprettet efter 1.1. 2019. Stikprøverne viser, at museets registrering overvejende er i overensstemmelse med Slots- og Kulturstyrelsens minimumskrav til museernes registrering. Museet angiver faglig begrundelse for indsamling i registreringen.
- Museet råder over personale med relevant registreringskompetence, der indgår i relevante faglige netværk om samlingsarbejdet.
c. Bevaring
Museet er forpligtet til at bevare sin samling for eftertiden. Bevaringsarbejdet består af såvel en præventiv som udbedrende indsats i forhold til samlingens forsknings- og formidlingsmæssige værdi. Bevaring omfatter museets magasinering, sikring, tilsyn og konservering af samlingerne.
- Museet råder over to magasinlokaliteter i hhv. Vorbasse og Grindsted. Begge er under afvikling, da museet har andel i Fælles Museumsmagasiner i Vejle. Museet har igangsat flytning til fællesmagasinet og har pt. flyttet ca. 4.000 objekter. Flytningen af hele samlingen forventes at være afsluttet ultimo 2024.
- Magasinerne og udstillingerne er under konserveringsfagligt tilsyn med faste intervaller, og der udarbejdes en rapport i forbindelse med tilsynet. Siden seneste kvalitetsvurdering har museet forbedret bevaringsforholdende bl.a. gennem nedlæggelse af to uegnede magasiner, systematisk samlingsgennemgang, ompakning af objekter til syrefrit silkepapir og magasinæsker samt forbedring af samlingsadministration forstået som forbedret rengøringsniveau i faste intervaller, opgradering af museets dataloggere og skadedyrsmonitorering inden for faste intervaller.
- Museet har udarbejdet en bevaringspolitik, som beskriver museets samlede bevaringsindsats, betydningen for og sammenhængen med museets øvrige faglige opgavevaretagelse, prioriteringer og arbejdsgange. Museets bevaringspolitik er udfoldet i en bevaringsstrategi og en handlingsplan begge for perioden 20212024. Her beskrives en række indsatsområder med mål og delmål bl.a. flytning af samling til fællesmagasin og gennemgang af besættelsessamling og våbensamling. Museet arbejder i praksis strategisk og sammenhængende med bevaring i relation til den øvrige faglige opgavevaretagelse, da de forestående opgaver udspringer af museets langsigtede strategiske arbejde med bl.a. bygningsmassen, tværinstitutionelt samarbejde om bevaring af plast, koordinerede samlingsgennemgang og formidling af Grindsted-egnens betydning under besættelsen.
- Museet arbejder systematisk med tilstandsvurdering og prioritering af konserveringsindsatser bl.a. gennem kontinuerlig samlingsgennemgang og ved at indkøbe Konserveringscenter Vejle til løbende vurdering af bevaringstilstanden.
- Museet har i 2021 indberettet, at 94 % af samlingen er i hhv. formidlingsegnet (84 %) og stabiliseret (10 %) tilstand, og at 6 % er i hhv. behandlingskrævende (5 %) og svært skadet (1 %) tilstand.
- Museet fører opsyn med og har forsvarlige installationer, som sikrer mod tyveri og brand. Der er dog sikringsforhold, som ikke lever op til nutidig standard. Museet har udarbejdet en handlingsplan for udarbejdelse af evakuerings- eller værdiredningsplan for besøgssteder og magasiner. Arbejdet forventes afsluttet primo 2023. Museet afholder ikke brandøvelser.
- Museet indgår i relevante faglige netværk og samarbejder med andre museer om bevaringsarbejdet.
Det er meget tilfredsstillende:
- at museet arbejder strategisk, systematisk og tværfagligt med både indsamling, registrering og bevaring samt har iværksat en række indsatser der forbedrer kvaliteten og den faglige relevans af museets samling.
- at museet har afviklet to uegnede magasiner og har planlagt og påbegyndt arbejdet med at fraflytte de to nuværende magasiner, for at opbevare hele samlingen under optimale magasinforhold.
Det er tilfredsstillende:
- at museet har udarbejdet strategier, politik og handlingsplaner for sit indsamlings-, registrerings- og bevaringsarbejde, der sikrer god praksis og sammenhæng i det samlede samlingsarbejde.
- at museet har registreret 99% af sin samling i SARA og at poster udtaget til stikprøve viser, at museet overvejende registrerer i overensstemmelse med Slots- og Kulturstyrelsens krav.
- at museet har et velfungerende samarbejde med Konserveringscenter Vejle, og inddrager dem bl.a. i arbejdet med et gennemføre forbedringstiltag for bevaringsforhold i udstillinger.
- at museet løbende foretager revision af sin samling for vurdering af bevaringsstand og relevans, herunder samarbejdet med en række statsanerkendte museer om koordineret samlingsgennemgang og udskillelser.
Det er ikke helt tilfredsstillende:
- at museets sikringsforhold ikke lever op til nutidige standarder.
- at museet ikke afholder brandøvelser.
- at museet ikke har færdiggjort evakuerings- og værdiredningsplan for besøgssteder og magasiner.
Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler:
- at museet prioriterer at gennemføre de planlagte indsatser inden for samlingsarbejdet og med afsæt i den konserveringsfaglige udtalelse prioriterer at gennemføre nødvendige tiltag til forbedring af sikrings- og bevaringsforholdene.
- at museet færdiggør sin evakuerings- og værdiredningsplan for besøgssteder og magasiner samt afholder årlige brandøvelser.
Museumslovens kapitel 8
De statsanerkendte kulturhistoriske museer skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne arbejde for, at væsentlige bevaringsværdier sikres for eftertiden.
Museumslovens kapitel 8, nyere tids kulturhistorie
- Museet varetager opgaver i henhold til museumslovens kapitel 8 inden for nyere tids kulturhistorie i Billund Kommune.
- Museet har en nedskrevet praksis for sit arbejde med kapitel 8 og et formaliseret samarbejdet med Billund Kommune herom, bl.a. afholdes der to gange årligt dialogmøder mellem kommunen, Sydvestjyske Museer og Billund Kommunes Museer. Museet inddrages i kommunens lokalplaner i høringsfasen og i udarbejdelsesfasen for kommunalplaner. Museet er i dialog med Billund Kommune om en proces, hvor museet inddrages i de tidligste faser af planarbejdet for at sikre, at museets viden og ressourcer anvendes optimalt.
- Museet har afgivet fire høringssvar. Billund Kommune har fulgt et af disse høringssvar.
- Museet arbejder aktivt med dokumentation i forbindelse med nedrivnings- og ombygningssager og har bl.a. været aktiv i dokumentationen af Billund Travbane i forbindelse med nedrivning.
Det er tilfredsstillende:
- at museet har god praksis og dialogbaseret samarbejde med kommunen, som er formaliseret og velfungerende.
Baggrund
1. Kvalitetsvurderingsforløbet på Billund Kommunes Museer
Kvalitetsvurderingsbesøget fandt sted d. 26. oktober 2022. Tilstede var:
Fra museet:
Bestyrelsesnæstformand Henrik Sell
Museumsleder Carina Serritzlew
Museumsinspektør Anna Louise Siggaard
Museumsinspektør Jonas Ruskjær Projektleder Mai Kofoed Lauritsen
Fra Billund Kommune:
Kultur- og Fritidschef Rasmus Kaufmann
Fra Slots- og Kulturstyrelsen:
Chefkonsulent Nils Bülow
Specialkonsulent Lise-Lotte Bjerre
Museumskonsulent Lene Stengaard
I forbindelse med besøget blev museets udstillinger, magasiner, administrationslokaler mv. besigtiget.
2. Om Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger
Kvalitetsvurderinger er en del af Slots- og Kulturstyrelsens arbejde med at understøtte en kvalitativ og professionel udvikling af museerne og deres opgavevaretagelse. Slots- og Kulturstyrelsen skal sikre, at museerne lever op til museumsloven samt de mål og standarder, der følger af politiske målsætninger for museumsområdet og samfundsudviklingen generelt.
Gennem de sidste to årtier er der gennemført en række udredninger, analyser og undersøgelser, som på forskellig vis har sigte på udvikling af kvalitet, og som bidrager til at sætte standarder for museernes virksomhed.
Det drejer bl.a. sig om:
Udredningen om bevaring af kulturarven (Kulturministeriet, 2003)
Udredning om museernes formidling (Kulturministeriet, 2006)
Forskningsstrategi for Kulturministeriets område (Kulturministeriet, 2009)
Internationale evaluering af den arkæologiske virksomhed (Kulturministeriet, 2010)
Den nationale brugerundersøgelse (Slots- og Kulturstyrelsen, 2009- )
God ledelse af selvejende kulturinstitutioner (Kulturministeriet, 2011)
Udredning om fremtidens museumslandskab (Kulturministeriet, 2011)
Danske museer i tal 2013-2017 (Kulturministeriet, 2019)
Disse udredninger, analyser og undersøgelser indgår i Slots- og Kulturstyrelsens kvalitetsvurderinger af de statsanerkendte museer. Læs mere om kvalitetsvurderinger på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Kvalitetsvurderingen indeholder Slots- og Kulturstyrelsens vurderinger af og anbefalinger til museets drift og fortsatte udvikling. Kvalitetsvurderingen giver museets kommunale tilskuds-ydere en viden om det enkelte museums virksomhed og de rammer, museet arbejder i.
Vurderingsgrundlag
Slots- og Kulturstyrelsens grundlag for at kvalitetsvurdere de statsanerkendte museer består af to dele:
For det første museernes indberetninger til Slots- og Kulturstyrelsen, herunder bl.a. museets vedtægter, årsberetning, oversigt over forskningspublikationer samt museets indberetning til Slots- og Kulturstyrelsens museumsstatistik: “Danske museer i tal”.
For det andet et kvalitetsvurderingsmøde på museet, hvor museets bestyrelse og hovedtilskudsyder, der ofte er museets hjemkommune, deltager.
Der indgår tillige en ekstern sagkyndig vurdering af bevaringsforholdene for museets samling. Den sagkyndige vurdering er indhentet af museet som led i kvalitetsvurderingen.
Slots- og Kulturstyrelsen vurderer på ovenstående grundlag museets opgavevaretagelse og samlede virksomhed i forhold til fire kategorier:
- Meget tilfredsstillende
- Tilfredsstillende
- Ikke helt tilfredsstillende
- Ikke tilfredsstillende
Slots- og Kulturstyrelsens vurderinger og anbefalinger samles i en rapport, der sendes til museet og museets hovedtilskudsyder.
Opfølgning
Museet skal inden for tre måneder efter modtagelsen af rapporten fremlægge en plan for, hvordan det vil følge op på Slots- og Kulturstyrelsens anbefalinger. Slots- og Kulturstyrelsen skal godkende opfølgningsplanen. Et år efter godkendelse af opfølgningsplanen gennemføres et opfølgningsmøde mellem museet og Slots- og Kulturstyrelsen. Museet skal forud for opfølgningsmødet redegøre skriftligt for status i museets arbejde med opfølgningen. Kvalitetsvurderingen forventes afsluttet efter opfølgningsmødet.
VEDTÆGTER
Vedtægter 2022 ( åbner pdf i nyt vindue)
Cvr nr. 29189765
Gældende fra l. l., 2022.
Lovgrundlag:
Lovbekendtgørelse nr. 358 af 8. april 2014.
Bekendtgørelse nr. 333 af 25. februar 2021 om museer m.v.
Lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra KuIturministeriet.
Bekendtgørelsen r. 1701 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet.
Museets navn og ejerforhold, art og status
1.1.
Museets navn er Billund Kommunes Museer. Museets ejes og drives af Billund Kommune. Billund Kommunes Museer er et statsanerkendt kulturhistorisk museum.
1.2.
Billund Kommunes Museer er underlagt museumsloven og lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet med tilhørende bekendtgørelser.
1.3
Billund Kommunes Museer er en del af Billund Kommune og arbejder derfor inden for Billund Kommunes styrelsesvedtægt.
Formål og ansvarsområde
Museet skal gennem indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling inden for sit ansvarsområde virke for sikring af kulturarv i Danmark for fremtidig anvendelse samt udvikle kulturarvens anvendelse og betydning i samspil med verden omkring os - for borgere og samfund.
Museet skal i lokalt, nationalt og globalt perspektiv belyse forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår i henhold til sit ansvarsområde.
Museet skal aktualisere viden om kulturarv og gøre den tilgængelig og vedkommende for alle befolkningsgrupper - og også virke som aktiv kultur- og samfundsaktør i samtiden.
Museet skal gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og stille dem til rådighed for forskning samt udbrede kendskabet til resultatet af såvel museets egen forskning som anden forskning baseret på museets samlinger.
Museet geografiske ansvarsområde er Billund Kommune. Museets tids- og emnemæssige ansvarsområde er nyere tids kulturhistorie med særligt fokus på landbrugs-, industri-og turismehistorie.
Indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling skal finde sted inden for den geografiske, tids- og emnemæssige afgrænsning af museets ansvarsområde.
Genstande, der savner naturlig tilknytning til museets ansvarsområde, vil derfor ikke indlemmes i samlingerne men henvises til et relevant museum.
Samarbejde med museer, offentlige myndigheder og andre institutioner
3.1.
Museet er en del af Danmarks samlede offentlige museumsvæsen med deraf følgende forpligtelse til samarbejde og gensidig bistand til andre museer.
3.2.
Museet samarbejder med andre museer inden for fælles arbejdsområder
3.3.
Museet samarbejder med andre relevante institutioner lokalt, nationalt og internationalt. Museet er aktiv partner i udviklingen af museale læringstilbud samt land-, by-, kultur- og destinationsudvikling i Billund Kommune og nationalt. Museet indgår i relevante netværk, faglige samarbejder og strategiske partnerskaber lokalt, nationalt og internationalt.
3.4.
Museet samarbejder inden for sit ansvarsområde med de myndigheder, der foretager fredning og fysisk planlægning.
3.5.
Museet indberetter løbende sin indsamling (nytilvækst) til det kulturhistoriske centralregister.
3.6.
Museet skal følge fælles nationale og internationale standarder og normer for museumsvirksomhed efter nærmere retningslinjer fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Finansiering
4.1.
Billund Kommunes Museer finansieres af tilskud fra Billund Kommune, Kulturministeriet samt museets egne indtægter.
4.2.
Billund Kommunes Museer kan modtage tilskud og donationer fra andre offentlige myndigheder, fonde, sponsorer og privatpersoner m.v. herunder testamentariske donationer og gaver.
4.3.
Eventuelle overskud ved museets drift anvendes i overensstemmelse med museets formål, jf. §2.
Museets bestyrelse, sammensætning og valgmåde
5.1.
Sammensætning af bestyrelsen følger Kulturministeriets anbefalinger "God ledelse i selvejende kulturinstitutioner" for at sikre en bestyrelsessammensætning med en stærk og relevant kompetenceprofil, rette størrelse og sammensætning for at sikre professionalisering af museets praksis og udvikling.
Museets bestyrelse består af minimum seks og maksimalt otte medlemmer (lige antal). De fire (eller seks) medlemmer udpeges af Billund Byråd efter indstilling fra Museumsledelsen til at indgå i og til enhver tid at sikre professionel og relevant, samlet bestyrelseskompetenceprofil - og vil efter behov repræsentere følgende kompetencer og netværk fra og inden for:
Politik
Fonde
Erhvervs- og destinationsudvikling
Forsknings- og uddannelse
Museer
Forretningsudvikling, jura og økonomi
Derudover:
- udpeger Museets venneforening en repræsentant fra bestyrelsen for museets venneforening: 'Karensmindes Venner'
- udpeger Museets medarbejdere en medarbejderrepræsentant, som deltager uden stemmeret.
Medarbejderrepræsentanten vælges blandt medarbejdere på personalemøde med MED-status.
Bestyrelsen kan efter anbefaling af museumslederen nedsætte ad hoc styre- og følgegrupper med såvel politisk som faglig observans og -kompetencer.
Endelig ønsker Museet at indgå strategiske partnerskaber med relevante lokalarkiver og -foreninger, erhvervsliv og øvrige kulturinstitutioner.
Repræsentanterne udpeges for en fireårig periode med valg i lige år med undtagelse af medarbejderrepræsentanten, som vælges/udpeges for to år ad gangen. Repræsentanter kan genudpeges og sidde max. 8 år i bestyrelsen.
Første gang Bestyrelsen konstitueres aftales det blandt repræsentanterne, hvem der vælges for hhv. 2 og 4 år. Således vil der efterfølgende være udskiftning i bestyrelsen hvert andet år. Kan der ikke kan opnås enighed, træffes beslutning ved lodtrækning.
Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand ved flertalsvalg.
5.2.
Bestyrelsen afholder mindst fire ordinære møder årligt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dets medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer beslutning ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er bestyrelsesformandens stemme afgørende.
5.3,
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for Billund Kommunes Museers virksomhed. Den daglige ledelse foretages af museets leder under ansvar af bestyrelsen.
Bestyrelsen godkender Billund Kommunes Museers budget og regnskab efter oplæg fra museets leder. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Museets virksomhed er underlagt museumsloven og lov om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet med tilhørende bekendtgørelser.
Ledelse og øvrige personale
6.1.
Museet skal have et personale, der i omfang og sammensætning står i et rimeligt forhold til museets størrelse, økonom i, ansvarsområder og arbejdsplan. Samtidig skal personalets kompetencesammensætning sikre, at museet kan leve op til museumsloven.
6.2.
Museets daglige ledelse varetages af lederen af museet. Museumslederen skal have faglig relevant uddannelse på kandidatniveau samt uddannelse inden for og erfaring med ledelse.
Museumslederen har over for bestyrelsen det administrative, personalemæssige og økonomiske ansvar. Museumslederen har inden for de af bestyrelsen vedtagne rammer med tilhørende budget det museumsfaglige og ledelsesmæssige ansvar for museets samlede virksomhed.
Inden for de af bestyrelsen vedtagne rammer og godkendte budget har museets leder dispositionsret.
Museets leder ansættes og afskediges af Billund Kommunes Kultur- og Fri tidschef. (jf. Byrådets kompetencefordelingsplan). Ansættelse og afskedigelse af Museets leder sker i dialog med Museets bestyrelse.
6.3.
Det påhviler bestyrelsen at holde Slots- og Kulturstyrelsen underrettet om, hvem der varetager den daglige ledelse af museet.
6.4.
Museets leder kan ikke være medlem af bestyrelsen men fungerer som bestyrelsens sekretær ved bestyrelsesmøder.
6.5.
Museets øvrige personale ansættes af museets leder inden for rammerne af de godkendte arbejdsplaner og budgetter.
6.6.
Det øvrige faste personale skal have relevante uddannelser og/eller kompetencer, der modsvarer museets ansvarsområder og til faglig og professionel varetagelse af museets forskellige faglige opgaver og funktioner.
Museets personale skal have mulighed for at efter- og videreuddanne sig.
Adresse
7.1.
Museets administrative hovedadresse er: Morsbølvej 101, 7200 Grindsted.
Budget og arbejdsplan
8.1.
Museets regnskabsår følger kalenderåret.
Museet skal årligt udarbejde forslag til budget med tilhørende budgetkommentarer.
Museets budget med budgetkommentarer skal godkendes af bestyrelsen og videresendes til Billund Kommune til godkendelse senest 2 måneder før regnskabsårets begyndelse.
Budgettet følger Billund Kommunes regnskabspraksis.
9.6.
Ejer museet fast ejendom, skal der tinglyses deklaration om, at der ikke kan disponeres over ejendommen ved pantsætning eller salg uden samtykke fra Billund Kommune.
9.7.
Bestyrelsen er ansvarlig for forvaltning af museets formue.
9.8.
Væsentlig nedbringelse af museets formue kan kun finde sted med tilslutning fra Billund Kommune.
Udskillelse, kassation, sikring mv.
10.1.
Udskillelse (herunder kassation) af genstande fra samlingerne til andre end statslige og statsanerkendte museer kan kun ske efter godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
10.2.
Langtidsdeponering af genstande til andre end offentlige institutioner kan kuri ske efter godkendelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
10.3.
Genstande eller samlinger, der er behæftede med klausuler, må ikke modtages uden godkendelse fra Slots- og KuIturstyrelsen.
10.4.
Museet skal drage omsorg for samlingernes forsvarlige opbevaring og nødvendige konservering. Museet skal træffe nødvendige foranstaltninger til beskyttelse af samlingerne mod brand, tyveri, hærværk og vandskade.
10.5.
Skade på samlingerne samt tyveri skal snarest indberettes til Slots- og Kulturstyrelsen.
Åbningstider og adgangsvilkår
ll.l.
Museet skal være tilgængeligt for offentligheden på forud bekendtgjorte åbningstider, og åbningstidens omfang skal stå i et rimeligt forhold til museets størrelse.
ll.2.
Ud over museets udstillinger er dets samlinger, herunder registre, arkiver, magasinerede genstande m.v. offentligt tilgængelige efter forudgående aftale.
Adgang til de af museet indsamlende oplysninger er begrænset af gældende lovgivning: Persondataloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven, GDPR, mv.
Museet skal vederlagsfrit give adgang til børn og unge under 18 år. Museet skal vederlagsfrit give adgang for skoleelever, der besøger museet som led i undervisningen i.h.t. bestemmelserne i bekendtgørelse om museer m.v.
Vedtægtsgodkendelse og tilsyn.
12.1.
Museets vedtægter såvel som ændringer heri skal godkendes af byrådet i Billund Kommune. Billund Kommunes Museers bestyrelse høres i forbindelse med ændringer i vedtægterne. Ændringer i museets ansvarsområder såvel som af ophørsbestemmelserne kræver Slots- og Kulturstyrelsens godkendelse.
12.2.
Museets virksomhed, herunder samlingernes konserverings- og registreringsmæssige tilstand og opbevaringsforhold, er undergivet tilsyn af Slots- og Kulturstyrelsen.
12.3.
Samlingerne er underlagt revision i henhold til bestemmelserne i bekendtgørelse om museer.
Ophør
13.1.
Hvis museet må ophøre, afgør kulturministeren efter forhandling med museets hovedbidragsyder, Billund Kommune, hvorledes man skal forholdes med museets samlinger.
Det påhviler den afgående bestyrelse at træffe alle nødvendige driftsmæssige foranstaltninger til sikring af en forsvarlig afvikling af museets aktiviteter og forpligtelser i tæt samarbejde med museets hovedtilskudsyder/ Billund Kommune.
Ikrafttræden
14.1.
Vedtægterne træder i kraft den 1. 1., 2022
Underskrifter:
Dato: 15.11 -2021
Bestyrelsen på Billund Kommunes Museer